Luk

Luk
Luk

Luk

L 98 Lov om ændring af lov om bygningsfredning.

Af: Minister for kulturelle anliggender K. Helveg Petersen (RV)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 593 af 19-12-1969
Ved lovændringen forhøjes det årlige statstilskud til statens bygningsfredningsfond fra 400.000 kr. til 800.000 kr. Samtidig ændres indstillingsretten til det særlige bygningstilsyn i anledning af kommunalreformen. Lovændringen indeholder endelig en bestemmelse om revision af loven i folketingsåret 1973-74.

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra alle sider. Otto Mørch (S) fandt det dog betimeligt, at man kiggede på, om der kunne stilles rigeligere pengemidler til rådighed. Morten Lange (SF) fandt det foreslåede beløb særdeles beskedent under hensyn til de værdier, bygninger har nu til dags.

Det nedsatte udvalg indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret. Det hedder i udvalgets betænkning, at der i udvalget er enighed om, at det årlige tilskud til statens bygningsfredningsfond egentlig burde forhøjes ud over de 800.000 kr. Da dette på grund af den økonomiske situation ikke lader sig gøre, henstiller udvalget, at man overvejer at forøge ejernes interesse for vedligeholdelse af fredede og andre bevaringsværdige bygninger ved at bevilge udvidet skattelettelse i forbindelse med restaurering.

Ved 2. behandling udtalte ministeren, at han var enig i, at de beløb, der står til rådighed, ikke slår til over for de behov, der findes, men han troede i øvrigt ikke, det ville være muligt, medmindre man gik meget højt op med beløbsrammerne, at klare det gennem tilskud fra staten. Med hensyn til udvidet skattelettelse erklærede ministeren, at man nu forhandlede spørgsmålet kulturministeriet og finansministeriet imellem.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 122 stemmer.
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), Knud Østergaard (KF), Hans Jørgen Lembourn (KF), Marie Louise Truels-Christensen (V), Per Møller (V), Jørgen Andersen (RV), Morten Lange (SF) og Poul Dam (SF)