Luk

Luk
Luk

Luk

L 99 Lov om udlån til sammenlægning, supplering samt oprettelse af jordbrug m. m.

Af: Landbrugsminister Peter Larsen (V)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 204 af 27-05-1970
Ved loven stilles i overensstemmelse med reglerne i statshusmandsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 117 af 10. april 1967, de fornødne midler til rådighed for finansåret 1970-71 til gennemførelse af den i statshusmandsloven omhandlede udlånsvirksomhed.

Loven, der tilvejebringer det fornødne finansielle grundlag for en fortsat statslig støtte til fremme af landbrugets strukturrationalisering m. m., er stort set identisk med den tilsvarende lov for finansåret 1969-70, jfr. lov nr. 74 af 13. marts 1969 (årbog 1968-69, side 410 f).

De beløb, der i §§ 1 og 2 stilles til rådighed af fordfonden og af statskassens midler, er således af samme størrelse som beløbene i den tidligere udlånslov, nemlig henholdsvis 15 mill. kr. og 50,4 mill. kr.

For så vidt angår de enkelte lånesatser i § 3, er maksimumsbeløbene for lån til jordkøb fastsat uændret.

Under hensyn til den fortsatte stigning i byggeomkostningerne og prisstigninger i øvrigt indeholder § 3 følgende stigning i en række lånesatser (beløbene for udlånslov 1969-70 er anført i parentes):

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1969-70, side 326]

De øvrige bestemmelser i lovforslaget var identiske med den tidligere udlånslov. Under udvalgsbehandlingen i folketinget undergik lovforslaget imidlertid følgende ændringer:

I § 5 blev der indføjet en bestemmelse om, at der ud over renten på 6½ pct. p. a. skal svares et bidrag på 0,2 pct. p. a. af hovedstolen til dækning af administrationsudgifter.

Afdragstiden for lån til oprettelse af et nyt selvstændigt landbrug eller gartneri — bortset fra lån til opførelse af drivhuse — eller til overtagelse af en stamparcel blev nedsat fra ca. 60 år til ca. 30 år. Dette vil medføre, at den faste halvårsydelse forhøjes fra 3,32 pct. til 3,81 pct. af den oprindelige hovedstol. Der påtænkes dog ikke oprettet nye selvstændige landbrug i finansåret 1970-71.

Endvidere blev afdragstiden for tillægslån — med undtagelse af lån til opførelse af drivhuse — nedsat fra normalt 40 år til normalt 30 år. Dette vil medføre, at den faste halvårsydelse forhøjes fra 3,52 pct. til 3,81 pct. af den oprindelige hovedstol.

Endelig blev afdragstiden for lån til erhvervelse af græsningsarealer i henhold til statshusmandslovens § 59 nedsat fra normalt ca. 38 år til normalt ca. 30 år. Dette vil medføre, at den faste halvårsydelse forhøjes fra 3,56 pct. til 3,81 pct. af den oprindelige hovedstol.

Nedsættelsen af afdragstiden for de nævnte lån vil bringe lånenes afviklingstid på linje med vilkårene for anden realkredit.

Endelig blev der i loven indføjet en bestemmelse, hvorved landbrugsministeren fik bemyndigelse til at forlænge funktions- tiden for husmandsbrugskommissionerne — der udløb den 31. marts 1970 — indtil den påtænkte revision af statshusmandsloven i folketingsåret 1970-71 er gennemført.

I folketinget blev lovforslaget mødt med tilslutning fra de forskellige partiers ordførere, der også benyttede lejligheden til at berøre en række principielle spørgsmål med tilknytning til den forestående revision af statshusmandsloven.

Under udvalgsbehandlingen stillede landbrugsministeren en række ændringsforslag, som blev tiltrådt af udvalget eller af et flertal, og om hvis indhold henvises til det foran under omtalen af lovens indhold anførte. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag om en forlængelse af funktionstiden ikke alene for husmandsbrugskommissionerne, men også for statens jordlovsudvalg.

Efter at mindretallets ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget med de af ministeren stillede ændringsforslag vedtaget enstemmigt ved 3. behandling med 148 stemmer; 5 medlemmer (VS, DK og UP) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Jens Risgaard Knudsen (S), Niels Ravn (KF), Niels Eriksen (V), Søren Jensen (V), Erik Hansen (RV) og Morten Lange (SF)