Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.
Om lovforslagets indhold skal anføres følgende:
Forslaget har en mere omfattende karakter end det forslag, der blev fremsat af justitsminister Nathalie Lind d. 17. januar 1974, og som er omtalt i Folketingsårbog 1973-74, side 366. Idet iøvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, skal her især fremhæves, at lovforslaget bygger på det synspunkt, at beslutning om opførelse af atomkraftværker her i landet kræver folketingets tilslutning. Som følge heraf gr det (§ 3, stk. 1) fastsat, at tilladelse til at anvende et bestemt geografisk område med henblik på opførelse af et nukleart reaktoranlæg (eksempelvis et atomkraftanlæg) kun kan gives, såfremt folketinget for hvert anlægs vedkommende giver sin tilslutning hertil ved en egentlig folketingsbeslutning.
Da der ved lokaliseringen af et anlæg udover de nukleare sikkerhedsspørgsmål er væsentlige planlægningsmæssige, naturfredningsmæssige og miljømæssige hensyn at varetage, forudsættes det i lovforslaget (§ 10), at undervisningsministeren efter samråd med miljøministeren i sin indstilling til folketinget medtager oplysninger herom.
Folketingsbeslutningen vil også danne grundlag for den videre behandling af sagen, der finder sted inden for både undervisningsministerens og miljøministerens ressort; særlig for miljøministerens vedkommende henvises til § 10 og bemærkningerne dertil.
Som en naturlig konsekvens af den betydning, der tillægges folketingets indsigt i og afgørelse vedrørende spørgsmålet om etablering af atomanlæg, er det endvidere bestemt (§ 3, stk. 2), at tilladelse til bygning og drift af et atomkraftanlæg, samt placering, bygning og drift af ethvert af loven iøvrigt omfattet anlæg først gives efter forudgående forhandling med folketingets energipolitiske udvalg. Ligesom folketinget forud for beslutningen vedrørende placeringen af et atomkraftanlæg vil også udvalget have adgang til alle relevante oplysninger inden for såvel undervisningsministerens som miljøministerens ressort, der er af betydning for sagens afgørelse og dens senere forløb, bl. a. resultaterne af det løbende tilsyn, der udøves og rapporteres af myndighederne.
Som en væsentlig ændring i forhold til 1962-loven om nukleare anlæg skal endvidere nævnes, at lovforslaget jfr. § I er mere omfattende end 1962-loven (sammenholdt med dennes § 1 d), idet man har søgt at give al virksomhed, hvor nukleare sikkerhedshensyn bør tages i betragtning, en ensartet behandling af de samme myndigheder og for alle anlægs vedkommende under folketingets tilsyn. Der henvises til de udførlige bemærkninger til § 1.
I modsætning til tidligere, hvor transport af nukleart brændsel og radioaktive affaldsprodukter var omfattet af lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer og som følge heraf afhængig af tilladelse fra sundhedsstyrelsen, har man nu tillige, ud fra de forannævnte hensyn og fordi sådan transport må anses for et integreret led i driften af nukleare anlæg, skønnet det hensigtsmæssigt at lade forholdet bedømme af de nukleare sikkerhedsmyndigheder (atomenergikommissionen og sundhedsstyrelsen) i forening, således at tilladelse forudsættes givet enten af undervisningsministeren eller, efter ministerens bemyndigelse, direkte af sundhedsstyrelsen efter forhandling med atomenergikommissionen.
I 1962-loven om nukleare anlæg var det forudset (§ 4, stk. 2), at ud over sikkerheden kunne væsentlige, almene interesser tale mod meddelelse af godkendelse (tilladelse). Dette synspunkt er blevet underbygget i lovforslaget; som følge af udviklingen i den forløbne tid, hvor især miljø-, frednings- og landsplanlæg- ningsmæssige hensyn har gjort sig stadig stærkere gældende, forudsætter lovforslaget (§ 10) som tidligere nævnt udtrykkeligt, at disse forhold, der er samlet under miljøministerens ressort, og som vil kunne spille ind især ved placeringen, men også i nogen grad ved den videre opførelse og drift af atomanlæg og andre af loven omfattede anlæg, foreligger oplyst til brug for folketingets stillingtagen til ansøgninger om placeringstilladelse for et atomkraftværk og for det energipolitiske udvalg i dets arbejde med sager om placering, bygning og drift af anlæg. Den adgang, der gives miljøministeren til at fravige de procedurebestemmelser, der findes i det nævnte område, finder sin væsentligste begrundelse i det forhold, at folketinget ved nærværende lovforslag er placeret som øverste instans i alle forhold vedrørende placeringen af nukleare reaktoranlæg og træffer beslutning herom.
Der henvises til de udførlige bemærkninger til § 10. Under 1. behandling blev det fra flere ordførere fremhævet som beklageligt, at forslaget ikke kunne give anledning til folkeafstemning, idet lovforslagets § 3, stk. 1, bestemmer, at beslutning om atomkraft tages ved folketingsbeslutning, og en sådan kan ikke bringes ud til folkeafstemning.
Undervisningsministeren bebudede et ændringsforslag til lovens § 3, således at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved lov.
Herved er det muligt at sætte ikrafttrædelsesloven til folkeafstemning.
Forslaget blev ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om meddelelse af tilladelse til opførelse af et atomkraftværk, omtalt under B.II. nr. 29.
Det energipolitiske udvalg afgav den 29. august beretning over forslaget.