Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde forslag til ændring af straffeloven, der sikrer borgernes ret til frit at kunne færdes såvel i private som erhvervsmæssige formål."

Forslaget svarede til første del af et af medlemmer af venstre den 22. oktober 1975 fremsat forslag til folketingsbeslutning om sikring af borgernes frie ret til arbejde og erhverv (se herom B. II. nr. 1), som efter 1. behandling blev henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at forslagsstillerne fandt, at denne del af det oprindelige forslag mest hensigtsmæssigt blev behandlet i retsudvalget sammen med et af centrum-demokraterne fremsat lovforslag vedrørende samme problematik. (Se herom A. II. nr. 59).

Under udvalgsbehandlingen stillede et mindretal (V, RV, KrF og CD) ændringsforslag, hvorefter regeringen opfordres til at ændre normalpolitivedtægten i stedet for straffeloven.

Udvalgets betænkning indeholdt følgende indstillinger:

„Herefter indstiller et mindretal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og Danmarks kommunistiske medlemmer af udvalget) forslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal inden for mindretallet (socialistisk folkepartis og Danmarks kommunistiske partis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende: Mindretallet modsætter sig ethvert indgreb i arbejderes ret til at demonstrere for rimelige arbejds- og organisationsvilkår. Trods smukke ord om sikring af borgernes frihedsrettigheder er det reelle indhold af det foreliggende forslag et forsøg på at begrænse og kriminalisere disse demonstrationsrettigheder. Mindretallet går derfor imod såvel ændringsforslaget som det oprindelige forslag.

Et andet mindretal (venstres, det radikale venstres, kristeligt folkepartis og centrum-demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag, idet det udtaler følgende:

Begivenhederne ved Bækkelund Papirværk og på Info i efteråret 1975 viste sammen med tidligere episoder af tilsvarende karakter, at politimyndighederne i de enkelte politikredse har bedømt deres muligheder for at skride ind over for fysisk blokade forskelligt. Men den debat, der fandt sted i folketinget på grundlag af centrum-demokraternes forslag til ændring af straffeloven (se herom A. II. nr. 59) og i tilslutning til nærværende forslag til folketingsbeslutning, har godtgjort, at der er et utvivlsomt flertal i folketinget for at give klart udtryk for, at fysisk blokade på en sådan måde, at mennesker hindres i at komme ind i eller ud af en bygning, hvor de har lovligt ærinde, ikke er tilladt.

Spørgsmålet er herefter, hvordan dette flertals tilkendegivelse skal komme til udtryk.

Efter straffelovrådets udtalelse i anledning af den foreslåede ændring i straffeloven kan mindretallet tiltræde, at det vil være betænkeligt at indføje den ønskede klare forbudsregel i straffeloven. Der er her mere tale om en ordensforskrift på linje med de bestemmelser, man i øvrigt finder i politivedtægterne, end om lovovertrædelser af den karakter, man sædvanligt finder i straffeloven.

Indføjelsen af en bestemmelse i normalpolitivedtægten, som straffelovrådet i sin udtalelse har nævnt som en brugbar vej, er efter mindretallets opfattelse den rette løsning, og den tekst til en nytilføjelse § 3a, som justitsministeren har forelagt et udkast til, opfylder efter mindretallets mening det krav til klarhed om bestemmelsernes rækkevidde, som der burde være almindelig enighed om.

Mindretallet vil endvidere finde det rigtigt, at justitsministeren tillige gennem rigspolitichefen lader udsende en cirkulæreskrivelse, der over for politimestrene gør rede for, hvordan disse skal forholde sig i tilfælde af fremtidige blokadesituationer. Udformningen af en sådan cirkulæreskrivelse bør forelægges retsudvalget inden udsendelsen.

Et tredje mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse uændret, idet det er af den opfattelse, at det er helt afgørende, at befollmingen i en retsstat gennem en klar og tydelig lovgivning kender rettigheder og pligter.

Da det i adskillige „blokadesager" har vist sig, at hverken befolkningen eller myndighederne har været klar over, hvad der er gældende ret på et så vigtigt område som borgernes grundlovssikrede ret til at færdes til og fra ejendomme, hvortil de i øvrigt er adgangsberet- tigede, mener fremskridtspartiet, at straffelovens § 261 må tydeliggøres, således som forslaget tilsigter.

I udvalget har flere partier henvist til grundlovens §§ 77 og 79 om borgernes ret til at demonstrere. Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at demonstrationer, der foretages med henblik på at hindre andres grundlovssikrede ret til frit at færdes, ikke er dækket af grundlovens §§ 77 og 79.

Endvidere er det fremskridtspartiets opfattelse, at demonstrationer må foretages over et begrænset tidsrum. Det har ikke været grundlovens mening, at man skulle have ret til at belejre bestemte virksomheder i adskillige uger.

Såfremt folketinget ikke nu griber ind, vil der være en stor risiko for, at de ulovlige blokader vil udvikle sig til voldelige konfrontationer, idet vi må forvente, at befolkningen ikke fortsat vil finde sig i grove lovovertrædelser fra nogle få provokatører, der stiller sig over loven.

Vi så det under Bækkelundblokaden, hvor ca. 200 landmænd stillede sig solidarisk med den belejrede virksomhed, og såfremt politiet ikke havde ophævet blokaden, var det sikkert endt med voldelige sammenstød.

Ved arbejdsrettens dom i Infosagen blev det klart fastslået, at en arbejdsretlig blokade ikke giver ret til at hindre personer, der er beskæftiget i virksomheden, kunder eller andre i frit at færdes til og fra virksomheden.

Også vestre landsrets dom i Hope Computersagen udtaler som en selvfølgelighed, at belejring af en virksomhed, hvor man hindrer folk i at komme ud, er en overtrædelse af straffelovens § 261, men grunden til, at de tiltalte blev frifundet, var, at de havde påstået, at de ikke havde været med til at hindre den frie passage, og da anklagemyndigheden ikke kunne føre det fornødne bevis for, at de tiltalte havde været direkte impliceret i belejringen, blev de frifundet.

Problemet i disse belejringssager (blokadesager) er derfor ikke så meget et lovproblem som et politiproblem, nemlig problemet med at få politiet til at beskytte lovlydige borgere mod alvorlige frihedskrænkelser fra nogle få professionelle voldsmageres side, de såkaldte „kinesere", der gang på gang groft overtræder straffeloven, uden at politiet griber ind, hvorfor disse provokatører med nogen ret kan tro, at deres handlinger ikke er strafbare.

Det er derfor psykologisk rigtigt at tydeliggøre straffeloven, således at de klare regler, der gælder, når der er tale om indespærring på virksomheder, også kommer til at gælde, når man spærrer adgangen til virksomhederne.

Det bemærkes, at statsministeren i sit svar i spørgetiden den 15. oktober 1975 på et spørgsmål fra folketingsmand Poul Schlüter har givet udtryk for samme opfattelse, idet statsministeren udtalte: „ ... der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen har den principielle opfattelse, at folk — absolut og naturligvis — skal have mulighed for at kunne færdes frit til og fra de steder, hvor de altså også har lovligt ærinde. Det gælder altså også til en arbejdsplads, over for hvilken der er etableret blokade."

Efter mindretallets opfattelse er borgernes ret til frit at færdes af så afgørende betydning, at de bestemmelser, der skal sikre disse rettigheder, hører hjemme i straffeloven og ikke i de af administrationen udfærdigede politivedtægter, der kan variere fra sted til sted, og som kan ændres af justitsministeren uden om folketinget.

Endelig bemærkes, at straffelovrådet og justitsministeriet er af den opfattelse, at fysiske afspærringer ved vej eller opstilling af personer er omfattet af politivedtægternes § 3 og således allerede er strafbare efter gældende ret.

Et fjerde mindretal (det konservative folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved forslagets 2. (sidste) behandling i salen."

Efter at det af et mindretal (V, RV, KrF, CD) stillede ændringsforslag var blevet forkastet ved anden (sidste) behandling, blev forslaget forkastet, idet 24 medlemmer (FP) stemte for, medens 82 medlemmer (S, RV, SF, DKP og VS) stemte imod; 55 medlemmer (V, KF og KrF) stemte hverken for eller imod.