Luk

Luk
Luk

Luk

L 147 Forslag til lov om krigsmateriel m.v.

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven afløser lov om kontrol med tilvirkning af krigsmateriel m.m.

Loven indeholder bl.a. en afgrænsning af krigsmaterielbegrebet, en bestemmelse om, at regeringen skal afgive en årlig beretning til Det Udenrigspolitiske Nævn, og en bestemmelse om, at den, der nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel, ikke derved fortaber retten til arbejdsløshedsdagpenge eller sociale ydelser.

Endvidere indeholder loven en ændring af den gældende lovs bestemmelser om, at en virksomhed, der fremstiller krigsmateriel, skal være 100 pct. dansk ejet og ledet. Herudover indebærer loven visse ændringer i våbenloven, der dels har til formål at ligestille visse skytteforeninger, dels at skabe hjemmel til, at politiet kan foretage kontrol af våbensamlinger.

Lovforslaget var i store træk en genfremsættelse af et senest i folketingsåret 1988-89 fremsat lovforslag (se Årbog & Registre 1988-89, side 81-82, L 46), der havde baggrund i folketingsbeslutning af 19. maj 1987 (se Årbog & Registre 1986-87, side 255, B 99).

I betænkningen blev der bl.a. stillet ændringsforslag af SF om, at den hidtil gældende lovs bestemmelser om, at en virksomhed, der fremstiller krigsmateriel, skal være 100 pct. dansk ejet og ledet, skulle opretholdes. Endvidere stillede S ændringsforslag om et forbud mod transport af våben til krigsførende lande m.v., og FP stillede ændringsforslag om, at bestemmelsen om, at den, der nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel, ikke derved fortaber retten til arbejdsløshedsdagpenge, udgik. Alle de nævnte ændringsforslag blev imidlertid forkastet, mens to ændringsforslag stillet af henholdsvis FP og justitsministeren blev vedtaget.

Lovforslaget vedtaget med 68 stemmer (KF, V, FP, RV, CD, KRF, Steenholdt (Grønl.) og Hugo Holm (UP)) mod 16 (SF); 33 (S) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Helge Adam Møller (KF), Bjørn Elmquist (V), Leif Hermann (SF), Knud Lind (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV), Sonja Albrink (CD) og Knud Glønborg (KrF)