Luk

Luk
Luk

Luk

L 20 Forslag til lov om folkebiblioteker m.v.

Af: Kulturminister Jytte Hilden (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Kulturudvalget (KUU).

Loven har følgende hovedpunkter:

1. Styring og finansiering af centralbibliotekerne overføres fra amtskommunerne til staten.

2. Statens rolle i lånesamarbejdet i forhold til folkebiblioteksområdet præciseres.

3. På skolebiblioteksområdet overføres de væsentligste bestemmelser til folkeskoleloven.

4. På tilskudsområdet sammenlægges tre rådighedssummer til én udviklingspulje for folke- og skolebiblioteker for at muliggøre en mere målrettet indsats.

5. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på at tilbyde elektroniske og audiovisuelle materialer. 6. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på at tilpasse åbningstiderne til brugernes behov.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at regeringen var indstillet på at afsætte flere midler til indkøb af bl.a. bøger til centralbibliotekerne fra 1994. På forslaget til finanslov for 1994 blev der således afsat 6 mio. kr. til dette formål svarende til en stigning på godt 13 pct.

I forbindelse med den ny folkeskolelov vedtaget i folketingsåret 1992-93 (se Årbog & Registre 1992-93, side 212) blev de væsentligste bestemmelser om skolebibliotekernes virksomhed optaget i denne lov.

Ved sammenlægningen af den gældende lovs tre frie tilskudskonti blev det i højere grad muligt at afsætte større beløb til udvalgte områder såsom edb-udbygning, samarbejde mellem bibliotekerne i en region og støtte til biblioteker, der deltager i EF-projekter.

Bestemmelsen om, at der kunne kræves betaling for udlån af musikbærende materialer og videofilm blev bibeholdt. Højesterets dom af 27. april 1993 præciserede, at udlån af musikværker mod vederlag måtte anses som udlejning, som krævede ophavsmandens samtykke. Dommens konsekvenser måtte vurderes i forbindelse med den ny ophavsretslov (jf. lovforslag nr. L 197).

Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KF) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), Erik Larsen (V), Eva Bente Møller (KF), Pernille Frahm (SF), Pia Kjærsgaard (FP), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)