Ifølge lovens § 1 skal § 6 i arveforordningen af 21. maj 1845 have følgende affattelse:

„Er der ingen arvinger efter §§ 1 og 3-5, arver afdødes bedsteforældre, deres børn og børnebørn, men ikke disses afkom.

Fædrene og mødrene arvinger arver hver halvdelen og deler indbyrdes på samme måde som fastsat i §§ 4 og 5.

Er der kun arvinger på faderens eller moderens side, arver disse alene."

Samtidig ophæves arveforordningens §§ 7 og 8, hvilket betyder at 4. og 5. arveklasse bortfalder. Arveladerens oldeforældre og tipoldeforældre skal herefter ikke længere have legal arveret efter ham.

Den ændrede affattelse af § 6 indebærer, at 3. arveklasse skæres over, så at bedsteforældre, onkler og tanter samt fætre og kusiner fortsat arver, ikke derimod fætres og kusiners afkom.

Efter det oprindelige lovforslag skulle arveretten også bortfalde for fætre og kusiner, men dette ændredes i folketinget, hvor man også indføjede en ny § 7 i arveforordningen af følgende ordlyd:

„Er der ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder efterladenskaberne staten. Dog kan justitsministeriet bestemme, at der ikke skal rejses indsigelse mod et testamente, der ville kunne anfægtes efter de herom gældende regler, men må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje. Justitsministeriet kan endvidere under særlige omstændigheder afstå arven til afdødes slægtninge eller til andre, der har stået ham nær, navnlig når han ikke har kunnet oprette testamente eller formuen hidrører fra en fælles slægtning."

Denne paragraf træder i stedet for en samtidig ophævet bestemmelse i Danske Lov, hvorefter herreløs arv skulle tilfalde kongen.

I lovens § 2 bestemmes, at tidspunktet for arveladerens død er bestemmende for, om reglerne i nærværende lov eller hidtil gældende ret skal anvendes. Iflg. § 3 trådte loven i kraft den 1. april 1954.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte justitsministeren bl. a.:

„Der blev i 1936 under den daværende justitsminister K. K. Steincke nedsat en kommission, der fik til opgave at overveje spørgsmålet om en revision af hele arvelovgivningen. Kommissionen ... afgav betænkning i 1941. Betænlmingen indeholdt forslag til en ny arvelov med tilhørende bemærkninger.

Kommissionens lovudkast, der i princippet byggede på den nedarvede ret, indeholdt en kodifikation af de gældende arveretlige regler og af domspraksis på dette område. På forskellige områder blev der dog foreslået ændringer i forhold til gældende ret. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på kommissionsudkastet ... Blot skal jeg fremhæve kommissionens forslag om en væsentlig begrænsning i slægtens legale arveret — en begrænsning, der er fulgt i det foreliggende forslag.

Arvelovskommissionens betænkning dannede grundlag for de forslag til ny arvelov, der blev fremsat i rigsdagssamlingen 1946-47 og i april 1947 af den daværende justitsminister Elmquist. Begrænsningen af slægtens legale arveret var dog af mindre omfang end den, kommissionen havde foreslået.

Lovforslagene blev ikke færdigbehandlede, men efter hvad der er oplyst for mig, viste de forhandlinger, der blev ført i det nedsatte landstingsudvalg, bl. a., at der var en ret afgørende modstand mod forslagets relativt ringe beskæring af den legale slægtsarv. Der syntes at være mest tilbøjelighed til at vende tilbage til arvelovskommissionens afgrænsning af slægtsarven.

Det lovforslag, jeg i dag forelægger for det høje folketing, vedrører jo kun en lille del af arvelovskomplekset, og det har ikke været tanken at tage stilling til arvelovskommissionens forslag til en samlet revision af arvelovgivningen.

Som det er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, er der fornylig taget initiativ til et nordisk lovsamarbejde på dette område. Under disse omstændigheder anser justitsministeriet det for uhensigtsmæssigt nu at tage stilling til spørgsmålet om en samlet revision af arvelovgivningen. ...

Der vil herefter gå nogen tid, før en almindelig arvelovsreform kan overvejes påny. Jeg mener imidlertid ikke, det vil være rigtigt at lade spørgsmålet om slægtens legale arveret hvile så længe.

Som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne, går den legale arvefølge efter gældende ret så langt, at endog arveladerens tipoldeforældre og deres afkom er med i arveklasserne. Denne ordning er utidssvarende, når man har samfundsforholdene og slægtens betydning i dag for øje. Når hertil kommer, at denne vide arveret medfører ikke ubetydelige praktiske vanskeligheder, bør man efter min opfattelse straks gennemføre en reform her, og dette vil ikke præjudicere det kommende nordiske arvelovssamarbejde.

Det forslag, jeg har stillet, går ud på at ophæve 4. og 5. arveklasse, d. v. s. afskære oldeforældre og tipoldeforældre og deres afkom, og dele 3. arveklasse, således at bedsteforældre og onkler og tanter bevarer den legale arveret, men fætre og kusiner og deres afkom afskæres.

Dette er i overensstemmelse med arvelovskommissionens forslag. Det stemmer med gældende svensk ret, medens i Norge grænsen er draget lidt anderledes, idet fætre og kusiner, men ikke disses afkom, er arveberettigede."

Efter en indgående 1. behandling henvistes lovforslaget til et folketingsudvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i nogle ændringer.

I den enstemmige betænkning udtales:

„Der har hos udvalget været store betænkeligheder ved helt at bortskære fætres og kusiners legale arveret. Man er af den opfattelse, at slægtsbåndene især på landet endnu kan være ret stærke mellem fætre og kusiner, og stiller derfor forslag om, at forslaget ændres således, at fætre og kusiner bevarer den legale arveret.

Udvalget er enigt om, at det vil kunne virke stødende, om en arv ubetinget skal tilfalde staten, når afdøde har ønsket, at bestemte personer skulle arve ham, men ikke har fået bestemmelsen herom udtrykt i et uanfægteligt testamente, f. eks. fordi han ikke har opnået den fornødne testationsalder eller har været inhabil af andre grunde eller blot ikke har været bekendt med reglerne for testamentsoprettelse. Udvalget har derfor ment det rimeligt at optage i loven det forslag til en dispensationsbestemmelse, der findes i det af arvelovskommissionen udarbejdede lovforslags § 102. Udvalget skal i det hele herom henvise til kommissionsbetænkningens begrundelse for forslaget.

I udvalget er der rejst spørgsmål om, hvorvidt overgangsreglen i lovforslagets § 2 medfører konsekvenser for arveretten i henhold til et typisk gensidigt testamente mellem to barnløse ægtefæller. Udvalget har forelagt problemet for justitsministeriet, der i den som bilag aftrykte besvarelse har taget stilling til problemet. Udvalget kan henholde sig hertil.

I udvalget har man endvidere drøftet muligheden for at oprette en arvefond, i hvilken de midler, der som herreløs arv måtte tilfalde staten, kunne indgå. Da det endnu må anses for usikkert, om der i anledning af dette lovforslag efter dets vedtagelse vil fremkomme midler af nogen betydning til en sådan fond, er udvalget enigt om at udskyde spørgsmålet til en senere drøftelse, forsåvidt det skulle vise sig, at der vil fremkomme midler, der kan få betydning for en sådan fond."

Efter vedtagelsen af de stillede ændringsforslag vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.