Loven har ganske samme indhold som et lovforslag, der blev fremsat og behandlet i folketinget i folketingsåret 1960-61, og som blev vedtaget ved 3. behandling i tinget den 10. juni 1961. Der kan således i vidt omfang henvises til folketingsårbog 1960-61, side 371 ff., som indeholder et nøje referat af lovforslagets indhold og en redegørelse for dets baggrund og for forhandlingerne i folketinget.

Ifølge lovens § 1 skal der foretages en deling af Den arnamagnæanslce Stiftelse derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes dér i overensstemmelse med fundatsens regler (jfr. fundats af 18. januar 1760 for Arne Magnussens Legat).

Alle i original eller afskrift foreliggende diplomer vedrørende Island og sådanne andre arkivalier, som kan antages at have haft deres plads i islandske lokal- og privatarkiver, anses for islandsk kultur eje.

Håndskrifter anses for islandsk kulture je, dersom værket vides eller med betydelig sikkerhed må antages at være forfattet af eller oversat af en islænding og det tillige indholdsmæssigt alene eller i overvejende grad vedrører Island og islandske forhold eller tilhører den islandske senmiddelalderlige fiktionslitteratur. Disse kriterier finder anvendelse, hvad enten håndskriftet er den originale affattelse eller en afskrift. Med et håndskrift forfattet eller oversat af en islænding sidestilles blandede håndskrifter, dersom de overvejende falder ind under ovennævnte kriterium.

Ifølge § 2 kan der samtidig med delingen af Den arnamagnæanske Stiftelse fra det kgl. bibliotek til den islandske stiftelse afgives sådanne håndskrifter, som i det væsentlige kan sidestilles med dem, der i medfør af delingen tilfalder Island. Endvidere afgives fra det kgl. bibliotek til den islandske stiftelse Flatøbogen og Codex regius af Eddadigtene (Den ældre Edda).

Det overdrages ifølge § 3 et udvalg bestående af to repræsentanter for Københavns universitet og to udpeget af Islands universitet at gennemgå de i stiftelsens besiddelse værende håndskrifter og arkivalier og gøre indstilling om, hvilke af disse der overgives til Islands universitet i henhold til bestemmelsen i § 1.

Det påhviler endvidere samme udvalg at gennemgå de i det kgl. biblioteks besiddelse værende håndskrifter og gøre indstilling om, hvilke af disse der afgives til den islandske arnamagnæanske stiftelse i medfør af bestemmelsen i § 2.

Indstillingen forelægges statsministeren, der efter forhandling med den danske og islandske undervisningsminister træffer endelig afgørelse i begge spørgsmål.

Statsministeren træffer ligeledes bestemmelse om, at en passende del af legatets kapital overføres til Islands universitet samtidig med beslutningens iværksættelse.

Loven bemyndiger endelig regeringen til at afslutte en overenskomst med Island om overgivelsen af de pågældende håndskrifter. Et udkast til traktaten var optaget som bilag til lovforslaget.

Efter vedtagelsen af det tilsvarende lovforslag i 1961 påberåbte 61 medlemmer af tinget sig bestemmelsen i grundlovens § 73, stk. 2, angående lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom og begærede, at forslaget først blev indstillet til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget havde fundet sted og forslaget på ny var vedtaget af det derefter sammentrædende ting.

Som det fremgår af ministerens fremsættelsestale, mente regeringen ikke, at det vedtagne lovforslag indeholdte ekspropriationsbestemmelser, men for ikke at give anledning til strid indstillede regeringen, at stadfæstelse ikke fandt sted førend af ter fornyet behandling og vedtagelse af forslaget i et nyvalgt folketing.

Idet der om baggrunden for det oprindelige lovforslag må henvises til de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget i 1960-61, jfr. folketingsårbogen som ovenfor anført, skal det her alene bemærkes, at der fra islandsk side igennem årene gentagne gange er fremført ønske om overlevering til Island af de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande udover den afgivelse af håndskrifter og museumsgenstande, som fandt sted i henholdsvis 1927 og 1930.

I 1947 nedsatte undervisningsministeriet en kommission, som i sin betænkning af oktober 1951 indgående redegør for de problemer, der bør tages i betragtning i forbindelse med en eventuel afgivelse af håndskrifter.

Regeringen tilsigtede med lovforslaget at imødekomme det islandske folks ønsker på en sådan måde, at håndskriftssagen førtes til en definitiv løsning.

Dupont (S) understregede ved 1. behandling, hvad der var erkendt fra alle sider, at Island ikke havde noget retskrav på håndskrifterne. Det var imidlertid efter hans opfattelse helt klart, at det set i historiens lys ville være rimeligt og rigtigt at tilbageføre den kulturarv, der i 1760 placeredes i Danmark på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes noget universitet på Island, og hvor det ikke havde været muligt at forudse den udvikling, der siden da havde fundet sted.

Når lovforslaget måtte genfremsættes med samme ordlyd som sidst, skyldtes det, at regeringen ikke ønskede en ny udsættelse af sagen ved påberåbelse af grundlovens § 73, stk. 2.

Efter hans mening var det på baggrund af den hidtil førte diskussion håbløst at tænke på et forlig mellem politikerne og de pågældende videnskabsmænd. Han pegede i øvrigt i denne forbindelse på, at det efter lovens vedtagelse ville påhvile det i § 3 omhandlede udvalg, bestående af 2 repræsentanter for Københavns universitet og 2 repræsentanter for Islands universitet, at gennemgå samlingen og gøre indstilling om delingen.

Ib Thyregod (V) fremhævede, at regeringen i 1960-61 havde anvendt en yderst uheldig fremgangsmåde. Lovforslaget var udformet og fremsat uden forudgående forhandlinger med videnskabsmændene og var i øvrigt gennemført på så kort tid, at det ikke havde været muligt for udvalget at få de nødvendige oplysninger. Når 61 medlemmer som anført var gået ind for en udskydelse af lovens stadfæstelse under henvisning til grundlovens ekspropriationsbestemmelse, var det først og fremmest som protest mod denne fremgangsmåde og for at give mulighed for forhandlinger med universitetet og kommissionen. Han beklagede, at sådanne forhandlinger ikke havde fundet sted i den mellemliggende tid.

Der måtte i det kommende udvalgsarbejde gives mulighed for realitetsforhandlinger, og en af de ting, man måtte drøfte, var lovforslagets alt for vagt udformede udleveringskriterium.

Han kunne ikke erkende, at det var håbløst at tale om et forlig, og heller ikke at lovforslaget nødvendigvis måtte gennemføres i den foreliggende form. Opnåedes der et bredt forlig i folketinget om en vis udformning af lovforslaget efter andre kriterier, så måtte det binde, således at de medlemmer, der gik ind herfor, ikke senere kunne begære lovens stadfæstelse udskudt.

Også Poul Møller (KF) beklagede i høj grad, at genfremsættelsen havde fundet sted, uden at man havde forsøgt overhovedet at forhandle med de pågældende videnskabsmænd. Han understregede, at de håndskrifter, det drejede sig om, for det store flertals vedkommende ikke var statsejendom. Det måtte nøje overvejes, om folketinget burde lovgive over en privat ejendom imod ejerens vilje og ønske og dermed eventuelt risikere, at det blev højesteret, der skulle afgøre, om denne gave til den islandske stat skulle gives.

Han fremhævede en række konsekvenser af lovforslagets gennemførelse, især betydningen for den fortsatte videnskabelige forskning, idet denne ville blive vanskeliggjort derved, at man spredte og splittede et forskningscenter, som ydede et meget værdifuldt arbejde. Også for andre videnskabelige og kulturelle centre her og i andre lande kunne udleveringen få konsekvenser.

Det var af afgørende betydning, at den udlevering, som skulle finde sted, blev accepteret af den danske videnskab, og det var afgørende for den videre behandling af sagen, om man var bundet over for gavemodtagerne, eller om den kunne behandles og forhandles aldeles frit med mulighed for realitetsændringer.

Helveg Petersen (RV) mente, at det, udvalget nu måtte gøre, var at søge belyst de meget komplicerede spørgsmål, der knyttede sig til arbejdet i det arnamagnæanske institut, for at finde frem til den bedst mulige måde, hvorpå lovforslagets principbeslutning kunne føres ud i livet. At det var en principbeslutning, fremgik af lovforslagets § 3, som viste, at der var forhold, om hvilke der skulle forhandles i det udvalg, der skulle nedsættes til gennemgang af håndskrifterne.

Det var ikke rigtigt, at forskningen var udelukket, hvis et stort antal håndskrifter blev overleveret. Arbejdet i Danmark kunne fortsættes, og der ville blive basis for et værdifuldt samarbejde med Island, som i øvrigt — i kraft af sit sprog og sin kultur — måtte antages at have de bedste betingelser for at skaffe den nødvendige arbejdskraft til videnskabelig udnyttelse af håndskrifterne.

Argumenterne for denne gave lå i folkelige og nationale motiver, i viljen til at imødekomme stærke følelser og ønsker i et andet nordisk land, en betragtning, der havde afgørende værdi for nordisk samarbejde. Når dette hensyn kunne forenes med hensynet til forsvarlige løsninger videnskabeligt set, burde der ikke være tvivl om vor holdning.

Også han ville være interesseret i en bred løsning, men troede ikke, der var store muligheder, når man så den meget stærke kritik og næsten uforsonlige holdning hos modstanderne af overlevering.

Aksel Larsen (SF) fandt, at den omstændighed, at Island nu var blevet en selvstændig stat og havde mulighed for ikke alene at opbevare håndskrifterne betryggende, men også at forske, da der fandtes universitet, talte for, at håndskrifterne nu på den historiske baggrund blev tilbageført til Island.

Han mente, at Island principielt burde have alt, hvad der var skrevet af islændinge i Island, uanset indholdet; men kunne man finde en anden ordning, som var tilfredsstillende, kunne han også tilslutte sig det. Han betonede, at afgørelsen af, om man ville give denne gave til det islandske broderfolk, måtte ligge hos folketinget alene.

Hvis modstanderne ville gå ind for en forhandling og give tilsagn om, at de ikke ville opretholde ejendomsargumentet og påstanden om ekspropriation, kunne man få en saglig og fredsommelig forhandling, som måske gjorde det muligt at nå til et andet, for alle parter mere tilfredsstillende resultat.

Rimstad (Uafh) henstillede indtrængende at opgive sagen, som ikke havde baggrund og støtte i nordisk videnskab og nordisk sagkundskab.

Han fandt folketingets ret til at gribe ind i et gennem en testamentarisk bestemmelse etableret ejerforhold meget problematisk og fandt det ikke betimeligt, at folketinget med magt ville tvinge en igangværende videnskabelig forskning, som havde vundet international anerkendelse, til næsten totalt ophør.

Uden for ordførernes kreds gav en række medlemmer udtryk for deres stilling til sagen.

Rosing (Grønl.) bemærkede, at han og Knud Hertling ud fra et retssynspunkt og ud fra hensynet til den videnskabelige forskning ikke kunne medvirke til udlevering af håndskrifterne.

Erik Eriksen (V) var fortsat helhjertet tilhænger af udleveringen, bl. a. på baggrund af det ganske særlige forhold, der havde bestået mellem Danmark og Island.

Diderichsen (V — fra 26/3 UP) fandt, at udleveringen ville medføre et afbræk i den videnskabelige udforskning af håndskrifterne, og fremførte derfor som et væsentligt krav, at det kom til en grundig forhandling med sagkundskaben under udvalgsarbejdet.

Thestrup (KF) gik af historiske årsager ind for en udlevering af håndskrifterne, der for det islandske folk var en national helligdom. Han stillede dog som betingelse for sin medvirken til sagens gennemførelse en grundig udvalgsbehandling og en klargørelse af, at forskningen af og det videnskabelige arbejde med håndskrifterne ikke blev hindret eller i væsentlig grad besværliggjort ved ordningen.

Edv. Jensen (KF) understregede nødvendigheden af et indgående og fortløbende videnskabeligt arbejde. Han var med tiden blevet mere overbevist om, at håndskrifterne ikke burde udleveres.

Morten Lange (SF) beklagede meget, at der ikke var ført forhandlinger med videnskabsmændene før lovforslagets fremsættelse. Der lå imidlertid en helt rigtig tankegang bag ved lovforslaget, og det måtte være muligt nu at forhandle sig til rette om problemerne med henblik på et fornuftigt samarbejde og en styrkelse af forskningen både i Island og i Danmark.

Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) anbefalede, at man fra dansk side tilbød at opføre og drive et institut, hvor alt relevant dansk og udenlandsk håndskriftmateriale kunne samles, men således at hver enkelt besidder fortsat bevarede sin fulde ejendomsret til materialet.

Thisted Knudsen (V) var helhjertet modstander af lovforslaget. Hvis der ikke opnåedes bred enighed, ville det være rimeligt at forelægge spørgsmålet for befolkningen ved en folkeafstemning.

Som det fremgår af udvalgets betænkning, lagde udvalgets flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget samt Erik Eriksen og Per Møller) afgørende vægt på, at det drejede sig om en fornyet behandling af et lovforslag, som allerede én gang var vedtaget med et betydeligt flertal af folketinget.

Flertallet havde gennem udvalgsarbejdet bestræbt sig på at få undersøgt virkningerne af en udlevering, og på hvilken måde man derefter bedst kunne sikre den fortsatte videnskabelige udnyttelse af håndskrifterne.

I betænkningen siges bl. a.:

„Det er fra flertallets side en forudsætning, at lovforslagets bestemmelser i praksis gennemføres på en sådan måde, at der søges givet de bedst tænkelige muligheder for den fortsatte videnskabelige forskning og studierne af de islandske håndskrifter. Ministeren har i denne forbindelse over for udvalget understreget, at det er hensigten, at der skal ske fotokopiering af de håndskrifter, der udleveres, ligesom han har givet tilsagn om, at de håndskrifter, der er slidte og medtagne, vil blive restaureret, inden udlevering finder sted.

Det forudsættes, at de udleverede håndskrifter bliver tilgængelige for danske videnskabsmænd, dels ved at der sker en videreførelse og udbygning af alle muligheder for udlån af håndskrifter i det omfang, det er nødvendigt, dels ved at der tilvejebringes de nødvendige beløb til gennemførelsen af rejser for videnskabsmænd i de tilfælde, hvor det er nødvendigt for studiet af håndskrifter i Island eller i andre lande, som i forvejen er i besiddelse af håndskrifter. Ministeren har udtrykt sin vilje til om fornødent at medvirke til at søge øgede bevillinger til sådanne stipendier med henblik på den bedste udnyttelse af disse studiemuligheder.

Flertallet understreger yderligere ministerens tilsagn til udvalget om, at der fortsat vil blive stillet de nødvendige midler til rådighed til videreførelsen af Det arnamagnæanske Instituts virksomhed med henblik på, at denne udbygges bedst muligt under de ændrede vilkår...."

Et mindretal (Ib Thyregod og Per Federspiel), der ikke kunne medvirke til lovforslaget, beklager, at det ikke har været muligt i udvalget at opnå forhandling om lovforslaget, idet dette er blevet krævet gennemført uden ændringer af nogen art.

Da mindretallet principielt er positivt indstillet over for at yde en gave til Island, forekommer det særdeles beklageligt, at man har afvist en sådan forhandling.

Et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) beklager ligeledes, at udvalgsbehandlingen afsluttes, inden realitetsforhandling har fundet sted. Da der ikke har været mulighed for nogen som helst ændring, må mindretallet indtage samme standpunkt som i 1961.

Mindretallet havde været villig til at forhandle om forskellige løsninger — en fællesnordisk løsning, et dansk-islandsk fælleseje med en fælles ledelse eller en udlevering, der ikke omfattede håndskrifter, som Arne Magnussen havde erhvervet uden for Island. Mindretallet havde derfor støttet tanken om etablering af et underudvalg, der kunne få mulighed for at føre samtaler såvel med danske videnskabsmænd som med islandske parlamentarikere.

Flertallet havde afvist dette forslag, og den islandske undervisningsminister havde offentligt erklæret, at Island stod fast på overenskomsten af 1961.

Et tredje mindretal (Aksel Larsen) var tilhænger af at overdrage en håndskriftsamling som gave til det islandske folk. Det ville imidlertid være ønskeligt, at beslutning herom fik størst muligt flertal i folketinget og mest mulig tilslutning fra videnskabsmænd og forskere.

Mindretallet havde derfor i udvalget foreslået nedsat et underudvalg til nærmere drøftelse af mulighederne for en løsning, der kunne være mere tilfredsstillende.

Som bilag til betænkningen var optrykt udvalgets spørgsmål med undervisningsministerens besvarelser tillige med en række aktstykker, som var modtaget i udvalget.

Ved lovforslagets 2. behandling fremsatte Poul Møller (KF) følgende forslag til motiveret dagsorden:

„Med det formål at tilvejebringe den bredest mulige tilslutning i folketinget og blandt videnskabsmænd og humanister til en varig ordning imellem Danmark og Island vedrørende Den arnamagnæanske Samling opfordrer tinget det nedsatte udvalg til at gennemføre de for dette formål fornødne forhandlinger, eventuelt igennem nedsættelse af et underudvalg, der også vil kunne drøfte sagen med islandske parlamentarikere.

Tinget fortsætter herefter behandlingen af den på dagsordenen opførte sag."

Dupont, Erik Eriksen, Per Møller, Helveg Petersen og Westerby fremsatte derefter følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet tinget udtaler, at tiden nu er inde til at træffe beslutning om håndskriftgaven til det islandske folk,

fortsætter tinget behandlingen af lovforslaget herom."

Det sidstnævnte dagsordensforslag vedtoges med 99 stemmer mod 62; 3 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Poul Møller fremsatte dagsordensforslag.

Et af Diderichsen (UP) stillet ændringsforslag, hvorefter Flatøbogen og Codex regius af Eddadigtene (Den ældre Edda) ikke skulle afgives, forkastedes med 98 stemmer mod 59; 8 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Ved lovforslagets 3. behandling anbefalede Poul Møller tingets medlemmer — for så vidt flertallet ikke ville medvirke til yderligere forhandling — at underskrive en begæring om folkeafstemning om lovforslaget.

Lovforslaget vedtoges ved navneopråb med 104 stemmer mod 58; 3 medlemmer (Chr. R. Christensen, Morten Lange og Lembourn) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod; 14 medlemmer var fraværende.

Det lykkedes ikke at samle det til begæring om folkeafstemning nødvendige antal stemmer.