Luk

Luk
Luk

Luk

L 170 Forslag til lov om valg til Folketinget.

Af: Indenrigsminister Knud Enggaard (V)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 271 af 13-05-1987
Efter 1. behandling henvist til Kommunaludvalget.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Ved loven gennemføres en generel modernisering af folketingsvalglovens regler om forberedelse og gennemførelse af valg, mens der med en enkelt undtagelse ikke sker principielle ændringer i det gældende valgsystem, dvs. i de regler, der har betydning for opgørelsen af valgets udfald. Undtagelsen vedrører reglerne om kandidatudvælgelse, når der er anmeldt partiliste. Kravet om stillere ophæves for kandidater, der opstiller for et parti, men samtidig bliver det obligatorisk for partierne, at de udtrykkeligt skal godkende deres kandidater.

Loven træder i kraft den 1. juli 1988, og samme dato ophæves den gældende folketingsvalglov (med enkelte undtagelser). Lovens § 127 om ændringer i den gældende folketingsvalglov træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Derved får de nye regler i lovens kapitel 6 om opstilling af kandidater for partier virkning for førstkommende folketingsvalg.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at dettes afsnit I. Folketingsvalg og folkeafstemninger stort set var identisk med det lovudkast, der indeholdtes i valglovsudvalgets delbetænkning om folketingsvalgloven (betænkning nr. 1084/1986, »Ny folketingsvalglov«). Lovens afsnit II. Vederlag og pension m.v. var ifølge bemærkningerne identisk med reglerne i kap. IX og X i den gældende folketingsvalglov.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af et ændringsforslag stillet af indenrigsministeren. En række ændringsforslag stillet af et mindretal (SF), bl.a. om, at betingelsen om, at vælgererklæringer skulle indeholde oplysning om personnummer, skulle udgå, blev forkastet.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, KF, V, RV, CD, FP og KRF); 18 (SF og VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Lis Aaltonen (KF), Bente Mousten Nielsen Hansen (V), Jørgen Lenger (SF), Ole Vig Jensen (RV), Bente Juncker (CD), Kristen Poulsgaard (FP) og Keld Albrechtsen (VS)