Luk

Luk
Luk

Luk

L 180 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v.

(Digital kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede m.v.).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører mulighed for digital kommunikation i retsplejen:

- Krav om skriftlighed eller underskrift skal ikke skal være til hinder for, at meddelelser til retten kan sendes ved brug af digital kommunikation, f.eks. ved e-mail.

- Meddelelser fra retten kan sendes ved brug af digital kommunikation, hvis modtageren har givet samtykke hertil.

- Digital forkyndelse indføres som ny forkyndelsesform.

Loven indeholder herudover forskellige andre ændringer af retsplejeloven:

- Der bliver mulighed for at afsige byretskendelser i borgerlige sager med begrænset sagsfremstilling.

- Udvidelse af adgang til midlertidig beskikkelse i en dommerstilling i mere end 1 år.

- Disciplinære bøder, der pålægges af Advokatnævnet, skal kunne tvangsinddrives ved udpantning og lønindeholdelse.

- Nærmere regler om, hvordan personer, som er taget i forvaring (vidneforvaring eller forvaring af skyldner), skal behandles.

- Proceduren for frivillig overførsel til fuldbyrdelsesinstitutioner under Kriminalforsorgen lettes.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at hovedformålet med forslaget var at fjerne de retlige hindringer for digital kommunikation til og fra domstolene med henblik på at lette og fremme anvendelsen af moderne informationsteknologi ved kommunikation med domstolene.

Lovforslaget var for domstolenes vedkommende en opfølgning på regeringens handlingsplan fra 2002 for ministeriernes arbejde med modernisering af formkrav i lovgivningen, der unødigt forhindrede digital kommunikation.

Lovforslaget vedtaget med 108 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KD) mod I (EL).
Partiernes ordførere
Irene Simonsen (V), Pia Gjellerup (S), Per Dalgaard (DF), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KD)