Luk

Luk
Luk

Luk

L 236 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning.

(Sikring af uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændring af kapitalbegreber, markedsovergang for miljøvenlig elektricitet, fremme af vindmølleudbygning, privat ankenævn på energiforsyningsområdet, anvendelse af brændsler i kraft-varme-værker m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2003-04
Status: Delt
Efter 1. beh. henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Lovforslaget delt 1/6 04 i: L 236 A og L 236 B.

Lovforslaget indeholdt ændringer i lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning. Ændringerne skulle sikre uafhængighed i den overordnede infrastruktur, ændre kapitalbegreber, forenkle de kollektive elforsyningsvirksomheder samt indføre markedsovergang for miljøvenlig elektricitet og fremme udbygningen af vindmøller.

Ændringerne omfattede endvidere oprettelse af et privat ankenævn på energiforsyningsområdet, afgrænsning af Energitilsynets myndighedsrolle, koordinering af energiberedskabet og orientering af Folketinget om forhold på energiforsyningsområdet.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget blev fremsat med henblik på samlet at gennemføre to energipolitiske aftaler af 29. marts 2004 og to EF-direktiver: 2003/54/EF og 2003/ 55/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas.

De to energipolitiske aftaler var en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om fremtidssikring af energiinfrastrukturen og en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne vedrørende vindenergi og decentral kraftvarme m.v.

Lovforslaget blev ved anden behandling delt i to lovforslag, L 236 A og L 236 B.
Partiernes ordførere
Helga Moos (V), Svend Auken (S), Helle Sjelle (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Martin Lidegaard (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Bodil Kornbek (KD)