L 1 Forslag til lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter, lov om midlertidig nedsættelse af straffen for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen vedrørende midler på udenlandske konti m.v. og konkursloven og om ophævelse af chokoladeafgiftsloven.

(Afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften og kaffeafgiften).

Samling: 2025-26 (2. samling)
Status: Fremsat
Lovforslaget er en delvis genfremsættelse af lovforslag nr. L 125, folketingsåret 2025-26, 1. samling, der bortfaldt som følge af
folketingsvalg.

Lovforslag nr. L 125 om bl.a. afskaffelse af chokolade- og sukkerafgiften og kaffeafgiften blev fremsat af skatteministeren den 25. februar 2026. Formålet med lovforslaget var at udmønte bl.a. den del af aftale om finansloven for 2026 indgået den 23. oktober 2025 mellem SVM-regeringen og Det Konservative Folkeparti, der vedrører afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften og kaffeafgiften.

Med dette lovforslag genfremsættes de dele af lovforslag L 125, der vedrører afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften og kaffeafgiften, med henblik på at lovforslaget kan blive behandlet og vedtaget af Folketinget, således at det kan træde i kraft den 1. juli 2026, som forudsat i lovforslag nr. L 125.