Efter at gyldigheden af lov nr. 251 af 14. juni 1951 om leje ved lov nr. 51 af 5. marts 1954 (årbog 1953-54, side 251) var forlænget til udgangen af december måned 1954 og lovens revision udskudt til samme tidspunkt, fremsatte indenrigs- og boligministeren den 13. maj 1954 i folketinget et forslag til lov om boligforholdene, indeholdende bestemmelser til afløsning af den gældende lovgivning om leje, boliganvisning og statens støtte til boligbyggeriet (årbog 1953-54, side 501). Forslagets bestemmelser om leje og boliganvisning tilsigtede en ret omfattende revision af de hidtidige bestemmelser på disse områder. Forslaget blev i folketinget underkastet 1. behandling og henvist til et udvalg, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde med lovforslaget inden folketingsårets udløb. Som et led i foranstaltningerne til styrkelse af landets valutastilling gennemførtes derimod ved lov nr. 304 af 6. oktober 1954 ændringer i byggestøttelovgivningen, hvorefter statens tilskud til boligbyggeriet ydes med faste beløb efter boligens størrelse bl. a. med det det formål at mindske byggeomkostningerne. Endvidere gennemførtes ændringer med henblik på at forbeholde støtten til det byggeri, der opføres til fordel for den mindrebemidlede del af befolkningen.

Da der ved de videre forhandlinger om en ny lovgivning om leje, boliganvisning og statens støtte til boligbyggeriet måtte tages hensyn til disse ændringer, blev det nævnte forslag til lov om boligforholdene ikke genfremsat, hvorimod såvel lejeloven som byggestøtteloven forlængedes til 15. april 1955 (se nærmest foregående sag).

Efter den orientering, som opnåedes under folketingets behandling af de nævnte lovforslag, mente regeringen under de foreliggende økonomiske forhold at burde foreslå, at en mere omfattende revision af den hidtil gældende lovgivning om leje og boliganvisning foreløbig blev udskudt, og at denne lovgivning forlængedes indtil udgangen af 1956 (i lovens endelige skikkelse ændret til udgangen af marts måned 1958), idet dog nogle af de ændringer, der var foreslået i forslaget til lov om boligforholdene, tillige med enkelte andre gennemførtes ved ændring af bestemmelser i den hidtil gældende lov.

Under sagens behandling i folketinget blev adskillige af lovforslagets bestemmelser i større eller mindre grad omarbejdet. De væsentligste af de ændringer, loven indeholder i forhold til den hidtidige lov, er herefter følgende:

Lejemål om beboelseslejlighed i ,,2-familiehuse" undtages fra lovens almindelige opsigelses forbud, dog med et særligt opsigelsesvarsel.

Der gives nye regler om forhøjelse af lejen og andre ændringger i lejevilkårene under lejemålets beståen.

Der hjemles lejeren ret til lejenedsættelse ved bortfald eller nedsættelse af visse ejendommen påhvilende byrder.

Bestemmelsen om frivillige overenskomster fremtræder i en lidt ændret formulering.

Adgangen til at foretage ombygning, forandring eller nyindretning i udlejningsejendomme begrænses noget.

Der gives nye regler om vedligeholdelse.

Endelig skal nævnes ændrede bestemmelser om fremlejemål m. v. og om boliganvisning.

I det følgende vil de vigtigste ændringer blive omtalt nærmere, ligesom de væsentligste af de forandringer, lovforslaget underkastedes under behandlingen i folketinget, vil blive nævnt. De anførte paragraffer henviser til lejeloven.

Ved en tilføjelse til § 39, der i sin hidtidige form har givet udlejeren adgang til overvæltning på lejerne af skattestigninger og visse andre udgiftsforøgelser ved ejendommen, åbnes der lejeren en modsvarende ret til nedsættelse af lejen, såfremt der sker bortfald eller nedsættelse af de pågældende udgifter.

Ved ændringer til §§ 42, 45 og 47 er udlejerens adgang til at fordele opvarmningsudgifterne efter radiatorernes varmeflade udgået, da en sådan fordelingsmåde kan medføre uheldige resultater. Det nævnte fordelingsgrundlag kan dog stadig anvendes after aftale mellem parterne.

I §67 opretholdes det almindelige forbud mod opsigelse af beboelseslejligheder, idet opsigelse tidligst kan afgives efter lovens udløb, d. v. s. efter udgangen af marts måned 1958, jfr. § 161, stk. 2.

Lejemål om beboelseslejlighed i et hus, i hvilket der kun er indrettet 2 lejligheder, hvoraf ejeren bebor den ene (,,2-familiehuse"), er dog ved en ny bestemmelse i § 67, stk. 2, undtaget fra det almindelige opsigelsesforbud, men der tilkommer ved opsigelse lejeren et opsigelsesvarsel af 1 år til aftalt eller forudsat flyttedag, uanset om der i lejeforholdet måtte gælde et kortere varsel, og opsigelse kan tidligst afgives den 1. januar 1956.

Også efter det af indenrigs- og boligministeren fremsatte lovforslag skulle det almindelige opsigelsesforbud opretholdes; men da den gældende lov oprindelig kun foresloges forlænget til udgangen af 1956, var det tanken at ophæve forbudet på dette tidspunkt samtidig med en genindførelse af udlejernes fulde vedligeholdelsespligt, se om denne nedenstående bemærkninger til § 78. Bestemmelsen fik sin endelige affattelse under behandlingen i folketinget.

Ved en ændret formulering af § 73, stk. 2, hvorefter frivillige overenskomster om lejeforhøjelser eller lignende ændringer i lejevilkårene skal indsendes til huslejenævnet, tilsigtes det at opfordre nævnene til at vise agtpågivenhed overfor urimeligheder.

I sin oprindelige form ophævede bestemmelsen helt adgangen til at indgå sådanne overenskomster, hvilket vakte en del modstand i tinget navnlig hos venstre og konservative.

I bestemmelserne om lejeforhøjelse som følge af udlejerens forbedringer af ejendommen i lovens § 76 er foretaget en tilføjelse, der fastsætter begrænsninger i adgangen til at foretage ombygning, forandring eller nyindretning i udlejningsejendomme i hovedstadsområdet og kommuner med mere end 30 000 indbyggere, forsåvidt ejendommens opførelse er påbegyndt før 1890. Ombygning, forandring eller nyindretning i sådanne ejendomme, der vil medføre en lejeforhøjelse, hvorved den samlede lejeforhøjelse for forbedringer, der er gennemført efter den 1. september 1939, vil komme til at overstige 50 pct. af den pr. denne dato gældende leje, skal forelægges for huslejenævnet, inden foranstaltningen iværksættes. Nævnet kan modsætte sig foranstaltningens gennemførelse, såfremt nævnet efter forhandling med det stedlige boligtilsyn finder gennemførelsen urimelig under hensyn til ejendommens beliggenhed, beskaffenhed og øvrige forhold. Bestemmelsen har til hensigt at hindre, at der i ældre udlejningsejendomme sker ombygninger m. v., der udfra et samfundsmæssigt synspunkt er uforsvarlige, men det har ikke med reglen været tilsigtet at lægge hindringer i vejen for rimelige forbedringer af ældre lejligheder.

Det varsel, der tilkommer lejerne ved lejeforhøjelse for forbedringer, jfr. lovens § 76, stk. 3, og som hidtil har været 3 måneder, udgør nu 6 måneder.

Reglen omfattede i sin oprindelige form alle udleiningseiendomme. Den indskrænkedes som anført under behandlingen i tinget, hvorunder også kravet om 50 pct.s forhøjelse indsattes.

Den ved loven af 14. juni 1951 givne adgang til at foretage en vis regulering af lejen i visse ejendomme til dækning af stigningen i driftsudgifterne er ændret og udvidet. I lovens § 77 og § 85 er der givet adgang til en række procentvise lejeforhøielser, der kan gennemføres i løbet af 1955,1956 og 1957. Forhøjelserne, der varierer efter tidspunktet for første udlejning, er forskellige for

A) beboelsesleiligheder og

B) erhvervs- og forretningslokaler m. v.

Ad A) Beboelseslejligheder.

Adgangen til lejeforhøjelse er her varieret efter

1) om udlejeren har pligt til at holde lejligheden vedlige (den såkaldte indvendige vedligeholdelse), eller lejeren har overtaget denne pligt, og

2) om ejendommens opvarmning eller forsyning med varmt vand finder sted ved centralvarmeanlæg, i hvilket tilfælde forhøjelserne kan udgøre indtil 1 pct. mere end i andre ejendomme, medmindre udgifterne i forbindelse med de for opvarmningen eller forsyningen med varmt vand foretagne installationer er afholdt af lejeren, eller denne udover lejen bidrager til forrentning og amortisation af de nævnte udgifter.

Med hensyn til den særlige vedligeholdelsesordning, der er gennemført samtidig med bestemmelserne om lejeforhøjelse, henvises til redegørelsen nedenfor ved § 78.

Størrelsen af de lejeforhøjelser, udlejeren i det højeste kan fremsætte krav om, fremgår af følgende oversigter, hvori tallene under II gælder, såfremt lejeren ved aftale har overtaget udlejerens pligt til at vedligeholde lejligheden; ellers gælder tallene under I. Tallene i parentes angiver forhøjelserne for centralopvarmede lejligheder:

[Se oversigt i Folketingsårbogen 1954-55, side 221]

I de her omhandlede lejemål kan dog gennemføres forhøjelser efter reglerne under a), såfremt lejen for lejligheden den 1. september 1939 oversteg 800 kr., eller huslejenævnet skønner, at vedkommende ejendom ikke på væsentlige punkter er af betydelig ringere kvalitet end gennemsnittet af ejendomme i kommunen.

Har lejeren i de under a)—d) nævnte tilfælde ved aftale delvis overtaget udlejerens pligt til at vedligeholde lejligheden, nedsættes grænserne kun forholdsmæssigt, og nedsættelsens størrelse fastsættes i mangel af parternes enighed af huslejenævnet.

Ved beregning af lejeforhøielsen ses ifølge § 77, stk. 7, bort fra forhøjelser, der efter den 1. september 1939 er foretaget som følge af, at udlejeren har givet lejeren en anden eller mere udvidet brugsret end hidtil, eller at udlejeren udover sin vedligeholdelsespligt har foretaget forbedringer af ejendommen, der har forøget brugsværdien af det lejede. Endvidere skal bortses fra bidrag, som i henhold til lovens § 39 er pålagt lejeren, samt fra skatter og forsikringsbidrag o. lign., som ifølge en kontraktbestemmelse lovligt er pålagt lejeren. Sådanne særligt begrundede forhøjelser kan altså kræves ved siden af de forhøjelser, der nu gives adgang til. Andre forhøjelser end de nævnte fradrages i de tilladte lejeforhøjelser.

Den i § 77 indeholdte adgang til at opnå en særlig forhøjelse, hvis lejen er unormalt lav i forhold til tilsvarende lejligheder, er opretholdt og udvidet, og som modstykke hertil kan en krævet forhøjelse nu nægtes godkendt helt eller delvis, hvis den vil medføre en unormalt høj leje (stk. 4 og 5).

De øvrige regler i § 77 omhandler kravets fremsættelse m. m. og svarer med enkelte ændringer til lovens hidtidige regler.

Ad B) Lejemål om hus eller husrum, der helt eller delvis udlejes til andet end beboelse.

Ifølge en ny affattelse af § 85, stk. 4, finder de foran ad A) omtalte regler vedrørende beboelseslejligheder ligeledes anvendelse på lejemål om hus eller husrum, der udlejes delvis til beboelse, forsåvidt det lejede omfatter en beboelseslejlighed, og den årlige leje den 1. juli 1951 ikke oversteg følgende beløb: i hovedstadsområdet 1 500 kr., i købstadkommunerne 1 300 kr. og i landkommunerne 1 000 kr.

Oversteg lejen de nævnte beløb, eller omfatter lejemålet ikke en beboelseslejlighed, kan udlejeren i henhold til § 85, stk. 2 og 3, fremsætte lerav om lejeforhøjelse, hvis øverste grænse fremgår af følgende oversigter:

[Se oversigt i Folketingsårbogen 1954-55, side 223]

Stk. 5 indeholder regler om fremsættelse af kravet m. m., som for en stor del svarer til de for beboelseslejligheder angivne.

Bestemmelserne om ovennævnte forhøjelser ændredes væsentligt under behandlingen i folketinget, hvor satsernes størrelse var et af hovedstridspunkterne under forhandlingerne.

Når forhøjelserne forsåvidt angår beboelseslejligheder er væsentligt større end foreslået i det oprindelige lovforslag, skyldes det foruden hensynet til driftsudgifternes dækning navnlig, at dette var sammenkædet med et samtidigt af finansministeren fremsat forslag til lov om en overordentlig skat til staten af faste ejendomme, som det ikke lykkedes regeringen at få gennemført (se side 400). Efter dette lovforslag, som i forbindelse med forslaget til nærværende lov bl. a. tilsigtede en vis udiævning af lejeniveauerne i det ældre og det nyere byggeri, kunne den foreslåede skat gennem lejeforhøjelser overvæltes på lejerne som et tillæg til de i nærværende lov omhandlede forhøjelser. (Se i denne forbindelse også den side 190 omtalte lov om forøgelse af den kommunale ejendomsbeskatning i købstæderne m. v., der fremkom som et resultat af forhandlingerne om nærværende lovforslag). Lovforslaget ændredes også i den henseende, at mens det i sin oprindelige form kun byggede på en 2-årig periode, fordeles forhøjelserne nu over en periode på 3 år. Ved den endelige fastsættelse af satserne må endvidere erindres om den under tingets behandling indførte nye vedligeholdelsesordning, se det nedenfor angående § 78 anførte.

Forsåvidt angår erhvervs- og forretningslokaler medførte behandlingen en vis nedsættelse i forhold til de oprindeligt foreslåede forhøjelser.

Når forhøjelserne for disse lejemål efter § 85 er væsentligt større end de for beboelseslejligheder i § 77 fastsatte, må det ses på baggrund af, at der i nybyggeriet ikke ydes statsstøtte til nedbringelse af lejen i erhvervs- og forretningslokaler, hvorfor en udjævning af lejeniveauerne må tilsigtes på et højere niveau for disses vedkommende.

For at sikre en bedre og mere regelmæssig vedligeholdelse af de beboelseslejligheder, hvor der gives adgang til lejeforhøjelser, og for i videst muligt omfang at begrænse tvistigheder mellem udlejer og lejer herom er det ved en ny affattelse af § 78 fastsat, at udlejeren i lejemål om lejligheder (herunder de i lovens § 85, stk. 4, omhandlede lejemål), der første gang er udlejet senest den 31. december 1948, og hvor udlejeren har pligt til at vedligeholde lejligheden, fra 1. august 1955 at regne til opfyldelsen af pligten til istandsættelse med tapet, hvidtning og maling skal afsætte en andel af de betalte lejebeløb for lejligheden på en vedligeholdelseskonto.

Pligten til afsætning af beløb på en vedligeholdelseskonto for hver enkelt lejlighed er altså begrænset til lejemål om lejligheder, der første gang er udlejet inden udgangen af 1948, men bestemmelserne omfatter til gengæld også alle lejligheder, der er udlejet inden nævnte tidspunkt, selvom der ikke søges forhøjelse af lejen.

Efter bestemmelsen skal der oprettes en særlig vedligeholdelseskonto for hver lejlighed. Kontoen angiver, hvad lejeren til enhver tid efter 1. august 1955 kan forlange anvendt til lejlighedens istandsættelse med maling, hvidtning og tapetsering. De beløb, der svarer til, hvad der afsættes på kontoen, tilhører udlejeren på samme måde som den øvrige del af lejeindtægten.

Paragraffen giver nærmere regler om regnskabets førelse, fremsættelse af krav om istandsættelser m. m.

De beløb, der skal afsættes på vedligeholdelseskontoen, er fastsat i forhold til de betalte lejebeløb på følgende måde:

a) For lejligheder, der var eller havde været udlejet den 1. september 1939 (herunder de i lovens § 77, stk. 6, 1. punktum, omhandlede lejligheder), afsættes et beløb svarende til 10 pct. af den leje, der gjaldt den 1. september 1939.

b) For lejligheder, der første gang er udlejet i tiden fra 1. september 1939 til 31. december 1945, afsættes et beløb svarende til 9 pct. af den leje, der gjaldt ved lejlighedens første udlejning.

c) For lejligheder, der første gang er udlejet i tiden fra 1. januar 1946 til 31. december 1948, afsættes et beløb svarende til 8 pct. af den leje, der gjaldt ved lejlighedens første udlejning.

Mens det oprindelige lovforslag i konsekvens af de deri foreslåede lejeforhøjelser ophævede de hidtidige begrænsninger i udlejernes vedligeholdelsespligt med udgangen af året 1955, fastlagdes bestemmelserne om vedligeholdelsespligten under sagens behandling i tinget i de ovenomtalte regler, der i hovedsagen hviler på et af Bertel Dahlgaard (RV) fremsat udkast.

Gennem en ny affattelse af §§ 100-109 er de i den hidtil gældende lovs kap. XIII indeholdte bestemmelser om udlejning til beboelse af enkelte værelser, en møbleret lejlighed eller en del af en sådan ændret på visse punkter. Den særlige kontrol med sådanne lejemål er ophævet i kommuner udenfor hovedstadsområdet, forsåvidt kommunen har mindre end 10 000 indbyggere, ligesom det er overladt til de øvrige kommuner at afgøre, om forholdene nødvendiggør anvendelse af sådanne kontrolbestemmelser. løvrigt skal nævnes, at den hidtil gældende beskyttelse mod opsigelse for visse af den nævnte art lejemål er ophævet. Alle lejemål om enkeltværelser, møbleret lejlighed eller del af en sådan, der er udlejet til beboelse, kan herefter frit opsiges i overensstemmelse med lejeaftalens bestemmelser herom. I kommuner, hvor reglerne i §§ 101-104 er gældende, kan huslejenævnet dog under visse nærmere omstændigheder fastsætte, at lejemålet kun kan opsiges med nævnets godkendelse. Der henvises herom til lovens § 102. I andre kommuner kan boligretten under visse nærmere omstændigheder, jfr. lovens §§ 29 og 31-33, tilkende lejeren en vis tids uopsigelighed. Den hidtidige fremlejenævnsinstitution er afskaffet ved nyordningen og dens opgaver henlagt til huslejenævnene.

Efter den hidtil gældende boliganvisningslovgivning, jfr. lovens kap. XVIII, har det været overladt til boliganvisningsudvalgene selv at fastlægge deres praksis indenfor de af loven fastsatte rammer og boliganvisningens formål. Ved ændringer i lovens bestemmelser er det nu udtrykkeligt fastsat, hvilke krav boliganvisningsudvalgene kan stille som betingelse for godkendelse af en lejlighedssøgende, der af udlejeren bringes i forslag som lejer af en ledig lejlighed.

Ved ændringer til § 138 er adgangen til at opstille krav om en vis tids forudgående bopæl ophævet i kommuner udenfor hovedstadsområdet, hvis indbyggerantal i 1950 ikke oversteg 15 000, og reglerne om ejerens ret til udlejning i 2-familiehuse er noget udvidet.

Adgangen til opstilling af bopælskravet var oprindeligt foreslået ophævet for alle kommuner, men indskrænkedes under lovforslagets behandling.

Ved ændringer til § 161 er lejelovens gyldighed som tidligere omtalt fastsat til tiden indtil 1. april 1958. Den skal optages til revision inden udgangen af marts måned 1958.

Ved nærværende lovs § 2 bemyndiges ministeren til at lade lejeloven genoptrykke. § 3 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Det anerkendtes under forhandlingerne i folketinget af alle ordførerne med undtagelse af kommunisternes, at det hidtil ved huslejestop for de ældre lejligheder fastlagte niveau ikke kunne opretholdes, hvis vedligeholdelsesproblemet skulle løses.

Forhandlingerne gik derfor i hovedsagen ud på at nå til enighed om forhøjelsernes størrelse og at bringe ejendommenes vedligeholdelse ind i faste rammer.

Lovforslaget behandledes meget indgående i et udvalg sammen med de samtidigt fremsatte lovforslag om en overordentlig skat til staten af faste ejendomme og om en godtgørelse for huslejeforhøjelserne til rentemodtagere samt det senere fremsatte lovforslag om støtte til byggeriet. Idet der om disse lovforslag må henvises til, hvad der er anført om dem andetsteds i bogen, skal her kun bemærkes, at skatte- lovsforslaget stødte på så stærk modstand, at det ikke kunne gennemføres, men afløstes af et som et resultat af forhandlingerne senere fremsat forslag til lov om forøgelse af den kommunale ejendomsbeskatning, hvorom ligeledes henvises til det ved denne sag anførte.

Udvalgsbehandlingen resulterede i en række ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt ovenfor i bemærkningerne til lovens enkelte bestemmelser.

Da lovforslaget i sin endelige skikkelse fremtrådte som et forligsresultat mellem meget modstridende synspunkter, kunne dets enkelte bestemmelser ikke være fuldtud tilfredsstillende for alle parter. Socialdemokratiet fandt således, at forhøjelserne lå i overkanten af, hvad grundejerne kunne have krav på udfra stigningen i vedligeholdelsesudgifterne, mens man fra venstres og konservativ side kunne have ønsket en egentlig afvikling af lovens restriktioner. Fra alle sider — med undtagelse af kommunisterne — fandt man imidlertid, at lovforslaget ville være et skridt i den rigtige retning mod bedre boligforhold.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 146 stemmer mod 8 (DK), mens de 2 grønlandske medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.