Loven, der gennemføres praktisk taget uændret i folketinget, afløser lov nr. 277 af 18. juni 1951 om forsvarets ordning (personellet ved værnene, korpsene m. fi.) (årbog 1950-51, side 440) med senere ændringer, jfr. lov nr. 145 af 29. april 1955, lov nr. 221 af 11. juni 1959 og lov nr. 137 af 31. marts 1960. Loven, som er udformet på basis af den hidtidige personellov, må betragtes som en ajourføring af denne lov, bl. a. nødvendiggjort af lov nr. 137 af 31. marts 1960 om forsvarets organisation m. v. (årbog 1959-60, side 439).
Man har i loven udeladt de myndighedsbenævnelser (forsvarets krigsmaterielforvaltning, forsvarets intendanturkorps, forsvarets lægekorps), om hvilke der ifølge organisationsloven kan bestemmes administrativt. Det er af samme grund blevet muligt at udelade visse af de i den hidtidige personellov givne bestemmelser om henholdsvis varigheden af den første samlede uddannelse af menige og bestemmelser for tjenesteomgang og uddannelse m. v. for menige, korporaler, sergenter og oversergenter, der antages på kontrakt til tjeneste i forsvaret. Loven er tillige forenklet ved at udelade bestemmelser, der enten ikke kan betragtes som lovgivningsanliggende, eller som allerede er lovfæstet andetsteds. De hidtidige lovbestemmelser om udnævnelse, forfremmelse, afskedigelse m. v. af forsvarets personel skal derfor fastsættes i kongelig anordning. De ændringer og begrænsninger, der på denne måde er foretaget i den hidtidige lovtekst, er således i det væsentlige kun af redaktionel og formel karakter.
Loven er inddelt i seks afsnit, hvoraf ét fastlægger de forskellige personelkategorier i forsvaret, to vedrører uddannelse af henholdsvis det menige personel og befalingsmændene, et afsnit indeholder særlige afskedigelsesbestemmelser, og endelig indeholder de to sidste afsnit afsluttende og overgangsbestemmelser.
Vedrørende bestemmelserne i afsnit I. Forsvarets personel, bemærkes, at der tilkendegives en klar opdeling af personellet i officerer (af linjen og reserven), speaialofficerer (af linjen og som noget nyt reserven), øvrige befalingsmænd og menige.
Bl. a. af hensyn til samarbejdet med de øvrige NATO-lande ændres gradsbetegnelserne kaptajn og kaptajnløjtnant i hæren, flyvevåbnet og disses dele af korps m. v. til henholdsvis major og kaptajn. Der sker ikke herved nogen ændring i hidtidigt arbejds- og ansvarsområde for personel af de pågældende grader, ligesom det forudsættes, at den nuværende ligestilling med søværnets grader orlogskaptajn og kaptajnløjtnant med hensyn til placering i lønningsklasser og militær rækkefølge bibeholdes.
Graderne overfenrik og fenrik er i modsætning til tidligere anført som specialofficersgrader; graden fenrik af specialgruppen henføres til samme klasse i den militære rækkefølge som løjtnant sgraden , mens overfenriken af specialgruppen bevarer sin placering mellem løjtnanten, søløjtnanten af 2. grad, flyverløjtnanten af 2. grad og premierløjtnanten, søløjtnanten af 1. grad, flyverløjtnanten af 1. grad. Det er endvidere herved forudsat, at fenriker og overfenriker, der nu henføres til specialofficersgruppen, opnår samme rettigheder som tilsvarende officerspersonel. Under befalingsmandskategorien specialofficerer er endvidere foreslået åbnet mulighed for indførelse af specialofficerer af reserven.
Specialofficersgruppens distinktionering skal ifølge bemærkningerne til lovforslaget i princippet svare til officersgruppens distinktionering, suppleret med en særlig gruppeafmærkning. Den særlige gruppeafmærkning vil for fenriker og overfenriker af specialgruppen i søværnet bestå af de pågældendes tjeneste- grensmærke over rundgående snor(e) uden „øje".
Under befalingsmandskategorien „øvrige befalingsmænd" indføres graderne seniorsergent af 1. og 2. grad. Til seniorsergenter af 2. grad vil kun kunne forfremmes oversergenter, der har en teknisk eller anden speciel uddannelse, og som efter en af forsvarsministeren fastsat minimumstjeneste i sergent- og oversergentgrad gives en varig tilknytning til forsvaret. Graden forudsættes i den militære rækkefølge henført til en selvstændig klasse mellem oversergenter og klassen for løjtnanter, fenriker af specialgruppen m. fl.
Der åbnes adgang til at antage kvinder til frivillig tjeneste i værnene efter tilsvarende retningslinjer som gælder for mandligt frivilligt personel. Militær ansættelse af kvindeligt personel vil blive begrænset til stillinger, der omfatter et militært speciale. Det er hensigten at kræve, at de kvinder som ansættes militært i forsvaret, fortsat skal være tilknyttet kvindekorpsene, medmindre dette måtte vise sig uhensigtsmæssigt.
Vedrørende bestemmelserne i III. Uddannelse af befalingsmænd kan anføres, at det er hensigten at øge den uddannelse, som skal meddeles sergentpersonellet forinden udnævnelse til oversergent, enten på oversergentskoler — hvilket vil være det normale for hærens vedkommende — eller i forbindelse med praktisk tjeneste.
Under IV. Særlige bestemmelser vedr. afskedigelse m. v. fastsættes det bl. a., at befalingsmænd antaget på kontrakt til fuld vedvarende tjeneste, og som har opnået pensionsret, først kan afskediges, når adgang til at oppebære pension opnås. I øvrigt har det ikke været anset for nødvendigt at lovgive om det frivillige befalingsmandspersonel, som det fortsat vil være nødvendigt at antage, dog fortrinsvis koncentreret om de yngre befalingsmandsgrader.
Ved fremsættelsen udtalte forsvarsministeren om fenrikgruppens placering blandt specialofficererne bl. a.:
„Forud for vedtagelsen af personelloven i 1951 blev spørgsmålet om forsvarets personelopdeling, og herunder muligheden for indførelse af en enhedsbefalingsmandsordning, overvejet. Man opgav tanken om en sådan ordning og foreslog i stedet, at de faste linjebefalingsmænd inden for værn og korps skulle opdeles i to hovedkategorier under hensyn til deres uddannelse og anvendelse. Den ene gruppe skulle især beklæde stillinger, hvor føringsmæssige eller videnskabeligt prægede kvalifikationer er påkrævet, medens den anden gruppe skulle anvendes i stillinger med et tjenesteområde, der omfatter et snævrere afgrænset speciale. Og dette dækker netop den grundopdeling af de faste befalingsmænd, der nu er ført videre.
Den personelgruppe, som forudsættes at varetage tjenesteområder med et snævrere afgrænset speciale — den såkaldte specialgruppe — kom efter den nugældende lovgivning til at omfatte dels officerer af specialgruppen, dels overfenriker og fenriker, som ikke henregnedes til specialofficererne. Ved nærværende forslag ændres dette forhold, og der opnås ensartethed i status for alt personel i specialgruppen og herved en større samling af gruppens personel."
Der havde, efter hvad ministeren udtalte, været ført en lang række forhandlinger med forsvarets personelorganisationer og værnene om specielt denne lovændring for specialgruppens yngste personel, uden at det dog var lykkedes helt at nå til enighed herom.
„Under de indledende forhandlinger var det foreslået, at fenrikpersonellet både skulle ændre status og gradsbenævnelse fra fenrik og overfenrik til løjtnant af specialgruppen. Hæren, søværnet og officersorganisationerne kunne ikke acceptere en sådan ændring. Det nu foreliggende forslag begrænser sig til den omtalte statusændring, som under de foreliggende omstændigheder er fundet acceptabel af hærkommandoen og flyverkommandoen, selv om hærkommandoen principielt havde foretrukket en bevarelse af den hidtidige status. Søværnskommandoen er derimod stadig modstander heraf, ligesom forsvarschefen har frarådet ændringen. Af de forhandlingsberettigede personelorganisationer har hærens og søværnets officersorganisationer ikke ment at kunne tilslutte sig statusændringen for fenrikpersonellet. Organisationen for flyvevåbnets officerer har under de foreliggende omstændigheder ikke fundet anledning til at gøre indsigelse, idet den oprindelige, principielle indstilling dog er fastholdt. Specialgruppens organisationer har accepteret forslaget under de givne forhold. Jeg havde på et vist tidspunkt under forhandlingerne begrundet håb om, at også hærens officersorganisation kunne tilslutte sig ændringen, men efter sagens behandling i organisationens repræsentantskab har organisationen fastholdt sit oprindelige principielle standpunkt."
Ved 1. behandling gav Victor Gram (S) på sit partis vegne tilslutning til lovforslaget. Personlig havde han gerne set en enhedskommandoordning gennemført og mente, at den måtte komme en gang. Han understregede, at indførelsen af seniorsergenter af 1. og 2. grad ikke måtte benyttes til ad bagdøren at indføre en ny underofficersgruppe i forsvaret. Østergaard (V) gav ligeledes tilslutning. Han fandt betegnelsen seniorsergent uheldig og rejste spørgsmål, om det var nødvendigt at indrangere læger og tandlæger i den militære rækkefølge. Gottschalck-Hansen (KF) gav på sit partis vegne tilslutning, men nævnte, at der var enkelte medlemmer, som tog forbehold. Else-Merete Ross (RV) gav ligeledes tilslutning. Hun var glad for fenrikgruppens statusændring, men gav udtryk for, at hun også ville have foretrukket betegnelsen løjtnant (af en eller anden grad) af specialgruppen. Hun opfordrede ministeren til at fremme arbejdet med tjenestetidsnedsættelse mest muligt inden for rammerne af forsvarsforliget i 1960. Civilundervisningen burde gøres så god som muligt. O. Mathiasen (SF) erklærede, at hans parti ikke kunne gå med til at fremme lovforslaget. Iver Poulsen (Uafh.) tilsluttede sig indførelsen af majorgraden, men fandt ingen saglig begrundelse for den foreslåede statusændring for fenrikgruppen, idet de pågældendes forholdsvis korte uddannelse efter hans opfattelse ikke berettigede til at give dem officersstatus.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, hvis flertal (13 medlemmer, nemlig socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer samt 3 af venstres medlemmer (Erik Eriksen, From og Østergaard) og den konservative Gottschalck-Hansen) indstillede det til vedtagelse med en af ministeren foreslået og af udvalget tiltrådt redaktionel ændring. Gottschalck-Hansen deltog i flertalsindstillingen, men kunne ikke gå ind for, at overfenriker og fenriker distinktioneres som specialofficerer, da dette måtte anses for at være stik imod formålet med distinktionering, nemlig at den skal svare til uddannelse og anvendelse, et forhold, der har særlig betydning i den praktiske tjeneste, hvor hovedparten af overfenriker og fenriker har deres virke.
Et mindretal (Baagø, Holger Hansen, Viggo Hauch og Erik Kragh) kunne ikke tiltræde lovforslagets bestemmelse om overfenrikers og fenrikers overførelse til specialofficersgruppen. En sådan foranstaltning ville efter mindretallets opfattelse være i direkte strid med den opdeling i to arbejdsområder, som af ministeren var fremhævet i bemærkningerne, og som burde danne grundlaget for inddelingen i to forskellige befalingsmandsgrupper.
Mindretallet så sig derfor ikke i stand til at stemme for lovforslaget.
Et andet mindretal (O. Mathiasen) ønskede ikke at medvirke til lovforslagets gennemførelse, men henviste til sine udtalelser ved første behandling.
Af betænkningen skal iøvrigt anføres:
„I anledning af det under første behandling rejste spørgsmål om nødvendigheden af indrangering af læger og tandlæger m. fl. i den militære rækkefølge er det oplyst, at denne indrangering svarer til, hvad der er gældende i andre NATO-lande, og motiveres med, at de pågældende udøver kommando over militært personel. I denne forbindelse har udvalget med ministeren drøftet de særordninger med hensyn til aftjening af værnepligt, som gælder for læge-, tandlæge- og ingeniørstuderende. Set fra værnenes synspunkt kan der rettes indvendinger imod disse ordninger, og visse omlægninger må forventes gennemført i takt med udviklingen, men ministeren har dog ikke ment, at de helt vil kunne ophæves. Derimod agter ministeren at modsætte sig indførelse af tilsvarende særordninger for andre grupper, som fra tid til anden har fremsat ønske derom, og i dette synspunkt udtaler udvalgsflertallet sin tilslutning til ministeren.
Efter at ændringsforslaget og lovforslagets paragraffer var vedtaget ved 2. behandling, gik lovforslaget direkte til 3. behandling. Det vedtoges med 114 stemmer mod 13 (SF og Uafh.); 21 medlemmer (dele af V og KF) undlod at stemme.