Ved den her omhandlede lov om ændringer i kriminallov for Grønland nr. 55 af 5. marts 1954 fyldestgøres det i kriminalloven stillede krav om, at loven skulle optages til revision i folketingsåret 1959-60. Revisionsforslaget skulle være ledsaget af en på regelmæssige undersøgelser grundet beretning om, hvorledes loven havde virket i den forløbne periode. Da en sådan beretning ikke kunne færdiggøres inden slutningen af folketingsåret 1959-60, og revisionsforslaget derfor ikke kunne fremsættes som forudsat i loven, blev lovens revisionsbestemmelse ved lov nr. 67 af 24. februar 1960 ændret således, at fremsættelsen af revisionsforslaget skulle finde sted senest i folketingsåret 1962-63.
De i revisionsbestemmelsen nævnte undersøgelser er foretaget af Udvalget for Samfundsforskning i Grønland, som på grundlag af i Grønland indsamlet og senere bearbejdet materiale har udarbejdet en rapport i 2 bind om kriminalloven og de vestgrønlandske samfund.
Det fremgår af rapportens bind I, at kriminalloven i det store og hele må antages at have opfyldt sine vigtigste formål, nemlig at give myndighederne retningslinjer for retshåndhævelsen og at skabe retlig ligestilling mellem grønlændere og danske i Grønland. Derimod har udviklingen medført, at der i praksis har vist sig stadig stigende vanskeligheder ved at gennemføre de mere indgribende af lovens foranstaltninger, således at myndighederne har været nødsaget til at anvende bøder i et omfang, der ikke har været stemmende med lovens principper om specialprævention og resocialisering.
Som det påpeges i rapporten, har Grønlands udvikling henimod et mere industrialiseret samfund i et vist omfang ændret de forudsætninger, kriminalloven byggede på, idet lovens individualiserende foranstaltningssystem var tænkt at skulle virke i små, forholdsvis isolerede samfund, hvor retsmyndighederne var i nær kontakt med den lokale befolkning. På denne baggrund har Udvalget for Samfundsforskning overvejet, om det vil være rigtigt at indføre danske strafferetlige regler i Grønland, navnlig ud fra ønsket om størst mulig retsenhed mellem Grønland og det øvrige Danmark. Udvalget påpeger imidlertid, at det vil indebære betydelige økonomiske og praktiske vanskeligheder at indføre de i straffeloven hjemlede former for frihedsstraf, hvad enten man vælger at opføre de nødvendige institutioner i Grønland eller at nedsende grønlandske lovovertrædere til anbringelse i danske institutioner. Det fremhæves videre, at der hverken fra retsmyndighedernes eller befolkningens side er udtrykt ønske om indførelse af den danske straffelov, og for en bevarelse af kriminalloven taler yderligere, at kriminalloven bygger på grønlandske traditioner og retspraksis og i forhold til den danske straffelov betyder en forenkling, der gør det muligt at lade den administrere af læge retsmyndigheder, således at grønlænderne fortsat selv kan tage aktivt del i retsudøvelsen. Ønsker man at bevare kriminallovens system, vil det imidlertid efter udvalgets opfattelse være nødvendigt, at man for at tilpasse foranstaltningsfuldbyrdelsen de ændrede samfundsforhold foretager en revision af visse af kriminallovens bestemmelser. Udvalget stiller endvidere forslag om forandringer i administrationen af foranstaltningsfuldbyrdelsen, etablering af anstalter for lovovertrædere og andre forhold, der vil kunne gennemføres ad administrativ vej.
Rapportens bind II indeholder en på grundlag af kriminallovens forarbejder, senere retspraksis og udtalelser fra retsmyndighederne kommenteret gennemgang af lovens enkelte bestemmelser med bemærkninger om, hvor der skønnes anledning til at indføre ændringer.
Den her omhandlede lov bygger på resultaterne af samfundsforskningsudvalgets arbejde, idet man på grundlag af udvalgets rapport og den tilslutning, denne har fået fra myndighederne i Grønland og Grønlands landsråd, har fundet det rigtigst at søge kriminallovens system bevaret.
Det fremgår af samfundsforskningsudvalgets rapport, at anvendelsen af bestemmelserne i kriminallovens første del om de enkelte forbrydelser (kap. 1-21) i det store og hele ikke har givet anledning til vanskeligheder i praksis.
Ændringerne i denne del af kriminalloven er affødt af ønsket om opnåelse af størst mulig retsenhed mellem Grønland og den øvrige del af riget i det omfang, dette ikke strider imod grønlandsk retsopfattelse eller hensynet til samfundsforholdene i Grønland.
Hvad angår reglerne i kriminallovens 2. del om forbrydelsens retsfølger (kap. 22-35), er der som ovenfor nævnt i stigende grad i praksis opstået problemer i forbindelse med fuldbyrdelsen af de mere indgribende foranstaltninger, navnlig tvangsarbejde og tvangsuddannelse. Dette skyldes dels manglen på egnede anbringelsessteder for de dømte, dels vanskeligheder ved at finde frem til personer, der er egnede og villige til at påtage sig tilsyn med domfældte. Med hensyn til den i kapitel 31 hjemlede forvaring fremgår det af samfundsforskningsudvalgets rapport, at den anbringelse af mere alvorligt kriminelle, som har fundet sted i det i 1956 oprettede forvaringshjem i Godthåb, ikke kan betragtes som forvaring i traditionel dansk forstand. Udvalgets undersøgelser tyder også på, at der snarere er behov for anstalter, hvor lovovertrædere kan anbringes under forholdsvis frie forhold, men under en vis kontrol med mulighed for i korte perioder at kunne holdes afsondret fra samkvem med andre.
Ved overvejelsen af, hvilke ændringer i kriminallovens foranstaltningsregler disse forhold bør føre til, har man været opmærksom på de ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 gennemførte ændringer af straffelovens bestemmelser om betingede domme. Straffelovens § 57 giver adgang til som vilkår i forbindelse med betinget dom at fastsætte bestemmelser vedrørende domfældtes opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af fritid, samkvem med bestemte personer, lægelig behandling, økonomiske forhold m. m. Vilkårene vil senere kunne ændres eller ophæves i medfør af straffelovens §§ 59-61 efter samme principper, som er gældende for ændring af foranstaltninger efter kriminallovens §§ 92 og 93.
Disse nye regler, hvorefter der gives de danske domstole mulighed for at anvende forsorgsprægede foranstaltninger over for lovovertrædere i det omfang, det findes formålstjenligt, har i betydelig grad nærmet straffeloven og kriminalloven til hinanden, og ved nærværende lov har man søgt at bringe kriminallovens foranstaltningsregler yderligere i overensstemmelse med straffelovens vilkårsbestemmelser, hvorved man opnår dels en større smidighed i foranstaltningssystemet, dels at komme et skridt nærmere mod retsenhed mellem Grønland og Danmark.
Udkastet til lovforslaget, der stort set var identisk med samfundsforskningsudvalgets forslag, havde været forhandlet med justitsministeriet og straffelovsrådet og var tiltrådt af Grønlands landsråd.
Lovforslaget gennemførtes uændret i folketinget og vedtoges enstemmigt.
Loven trådte i kraft den 1. juli 1963.