Luk

Luk
Luk

Luk

L 105 Lov om ændringer i lov om forholdsregler til skibsfartens betryggelse.

Af: Handelsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 185 af 26-05-1965
Ved loven foretages en række mindre ændringer i lov nr. 118 af 28. marts 1951 om forholdsregler til skibsfartens betryggelse. Blandt ændringerne skal nævnes, at loven om forholdsregler til skibsfartens betryggelse nu har fået titelen „lov om skibsfartens betryggelse". Endvidere er i lovens § 2 foretaget den ændring, at handelsministerens adgang til at pålægge rederierne at offentliggøre deres skibes sejlruter over Atlanterhavet nu kun kan gennemføres efter forhandling med de interesserede faglige organisationer. Tillige er bestemmelsen om misbrug af nødsignaler (§ 5, stk. 2) blevet ændret således, at forbudet mod misbrug også omfatter misbrug af de med de foreskrevne nødsignaler forvekslelige signaler, således som det allerede er sket i de internationale søvejsreglers regel 31, jfr. kgl. anordning nr. 299 af 13. november 1953.

På foranledning af en af søværnskommandoen fremsat henstilling er dernæst gennemført en bestemmelse, som pålægger førerne af skibe, der har udsendt nødsignaler, pligt til, så snart hjælp ikke længere er påkrævet, at tilbagekalde nødmeldingen.

Endelig er i overensstemmelse med nyere lovgivningspraksis bestemmelse om, at rejsning af tiltale for overtrædelse af loven eller de i dens medfør udfærdigede forskrifter var betinget af handelsministerens begæring, blevet ophævet.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste handelsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Hvad angår forslaget til lov om ændringer i lov om forholdsregler til skibsfartens betryggelse, vil jeg gerne bemærke, at de ændringer, som sikkerhedskonventionen af 1960 på dette område — konventionens kapitel V — indeholder i forhold til konventionen af 1948, vil kunne gennemføres administrativt uden lovændring. Jeg har imidlertid fundet det ønskeligt på en række punkter at foreslå ændringer i loven bl. a. for at skabe hjemmel til at imødegå, at søalarmer foranlediget af visuelle nødsignaler i danske og tilstødende farvande fortsættes ud over det tidspunkt, da nødtilstanden er ophørt, fordi skibsføreren har undladt at tilbagekalde nødmeldingen. På tilsvarende måde er strafansvaret for grov uagtsomhed i omgangen med sådanne nødsignaler blevet skærpet, fordi signalerne kan give anledning til, at redningstjenesterne i luften og på søen bliver alarmeret og går i gang med kostbare aktioner til ingen nytte. Lad mig tilføje, at regeringen er klar over, at straf kun er ét af midlerne til at komme sådan kådhed eller tankeløshed til livs, men vi håber, at en efter forholdene afpasset oplysningsvirksomhed vil vise sig lige så virkningsfuld."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om tilsyn med skibe (se nærmest foregående sag) og fik af samtlige ordførere en meget velvillig modtagelse. Det udvalg, hvortil lovforslaget blev henvist, indstillede det til vedtagelse uden bemærkninger, dog med den ændring, at ikrafttrædelsesdatoen i overensstemmelse med et af handelsministeren fremsat forslag foresloges ændret, så at loven skulle træde i kraft straks.

Efter at ændringsforslaget var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges det enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Conrad Kofoed (V), J. Hindkjær Pedersen (KF), Holger Vivike (SF), Svend Haugaard (RV) og I. A. Rimstad (U)