Luk

Luk
Luk

Luk

L 4 Lov om ændring af lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v., af lov om indkomst- og formueskat til staten og af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m. v.

(Straffebestemmelser vedrørende skattesvig, skattesvig, tillægsskat m. v.).

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 539 af 17-12-1971
Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget.

Ved loven foretoges for det første en. række ændringer i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 439 af 21. september 1971, idet denne lovs uhåndterlige titel samtidig ændredes til „Skattekontrollov".

De vigtigste af ændringerne vedrører lovens afsnit III om straf for skatteunddragelse og for bistand hertil. Disse bestemmelser er ved ændringsloven erstattet af nye bestemmelser affattet i overensstemmelse med de formuleringer, som er anvendt i den nyere skatte-, told- og afgiftslovgivning. Samtidig er der på adskillige punkter gennemført en skærpelse af straffen for skatteunddragelse og for andre overtrædelser af skattelovgivningen. Ændringslovens formulering af skattekontrollovens § 21 er en ny regel. Det fastsættes heri, at såfremt en person har overtrådt de nye §§ 13, 15 og 16, men straffeansvaret er forældet, skal han betale en tillægsskat svarende til skatten af den udeholdte indtægt eller formue. Man sigter herved på at hindre, at han opnår en økonomisk gevinst som følge af, at der ikke kan pålægges bøde, respektive tillægsbøde, i anledning af skatteunddragelsen. Bestemmelsen har sammenhæng med en samtidig gennemført ændring af straffeloven, hvorved der er indført en 10-årig forældelse af strafansvaret for overtrædelse af skattekontrolloven.

Ændringsloven indeholder desuden en række ændringer af bl. a. skattekontrollovens §§ 2 og 7, der omhandler oplysningspligten med hensyn til A-indkomst. Finansministeren kan herefter bestemme, at der i selvangivelsen skal gives oplysninger om den indeholdte A-skat, og der pålægges arbejdsgiverne en tilsvarende pligt. Samtidig er oplysningssystemet udbygget således, at der af arbejdsgivere m. fl. skal gives oplysninger om samtlige udbetalinger, der er A-indkomst for modtagerne, herunder f. eks. også sociale pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse, og den hidtil for forskellige honorarer m. v. gældende minimumsgrænse for oplysningspligten på 100 kr. årlig for hver modtager er ophævet. Ændringerne tilsigter at give skattemyndighederne bedre kontrolmuligheder ved kildeskattens slutopgør.

De andre love, der ændres ved loven, er lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 396 af 28. juli 1969, som ændret senest ved lov nr. 520 af 28. november 1969, samt lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 544 af 10. december 1969.

I selskabsskatteloven ophæves § 32 som en redaktionel følge af ændringerne i skattekontrollovens straffebestemmelser.

I statsskatteloven ændres § 43, der omhandler det særlige "dødsbotillæg", der skulle betales af boet eller arvingerne, når det konstateredes, at en afdød skatteyder havde betalt for lidt i skat som følge af urigtig selvangivelse. Denne bestemmelse havde givet anledning til fortolkningstvivl, fordi dødsbotillægget indtog en stilling mellem skat og bøde, og dødsbotillægget er derfor erstattet af en tillægsskat af samme størrelse som den unddragne skat. Det er nu udtrykkeligt bestemt, at der kun skal kunne rejses krav om tillægsskat, når det må antages, at afdøde har gjort sig skyldig i strafbar skatteunddragelse.

Lovforslaget blev i folketinget modtaget med velvilje fra alle sider, og efter udvalgsbehandling blev det med en række af finansministeren foreslåede ændringer vedtaget enstemmigt ved 3. behandling med 170 stemmer.
Partiernes ordførere
Hans Lund (S), Hans Jørgen Lembourn (KF), Aage Hastrup (KF), J. E. Foged (V), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Helveg Petersen (RV) og Rolf Lütken (SF)