Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om private fællesveje (Privatvejslov), se side 268.
Ved loven gennemføres en afløsning og modernisering af de hidtidige bestemmelser om vejbidrag til offentlige veje, som har været indeholdt i den københavnske gadelov af 1857 og i lokale vejvedtægter.
Om lovens indhold skal i hovedtræk anføres følgende: Ifølge § 2, der blev ændret under behandlingen i folketinget, finder loven anvendelse på offentlige veje i de områder, der er omfattet af bestemmelserne i lov om private fællesveje afsnit III, d. v. s. områder der efter lov om by- og landzoner er udlagt til byzone, samt andre stedligt begrænsede områder, hvor reglerne i privatvejslovens afsnit III er indført efter aftale mellem kommunalbestyrelse og amtsråd. For hovedlandeveje og landeveje kan lovens regler tillige bringes i anvendelse uden for byzone på steder, hvor der er eller kan forventes en samlet bebyggelse.
§ 3 indeholder den principielle hjemmel for vejbestyrelsen til at træffe beslutning om at pålægge ejere af de til vejen grænsende grunde vejbidrag med angivelse af, hvilke udgifter vejbidraget kan omfatte.
I §§ 4-9 er givet forskellige regler om vejbidragets nærmere omfang, om begrænsning i bidragspligten for vand- og vejarealer og om begrænsning i bidragspligten ved adgangsbegrænsede veje m. v. Disse bestemmelser er i alt væsentligt i overensstemmelse med hidtidig lovgivning og administrativ praksis. Ifølge § 6 kan vejbidrag til facadeløse veje som hovedregel ikke pålægges ejerne af de tilgrænsende grunde, medmindre der er tale om veje, der er led i et samlet vejsystem til overvejende trafikbetjening af et udstykningsområde.
I § 10 tilvejebringes hjemmel til at pålægge vejbidrag for flere veje under ét, når vejene færdselsmæssigt udgør en enhed og de nærmere regler for bidragsfordelingen er indeholdt i lovens §§ 11-12.
§ 13 indeholder regler om fremlæggelse og indkaldelse. Herefter skal vejbestyrelsen forinden beslutning om pålæg og fordeling af vejbidrag træffes enten fremlægge sit forslag til almindeligt eftersyn, suppleret med underretning om fremlæggelsen til de berørte grundejere, eller indkalde grundejerne til møde om sagen. I begge tilfælde gives der grundejeren en vis frist til at komme med indsigelser.
Bestemmelser om anlægsudgifternes afholdelse, betaling af vejbidragene og udsættelse med betaling af vejbidrag er indeholdt i §§ 14-16. I overensstemmelse med gældende ret præciseres det i disse bestemmelser, at grundejerne for vej bidrag over en vis størrelse kan forlange en afdragsordning, idet der dog som noget nyt er optaget en bestemmelse om, at kommunerne under visse omstændigheder kan forlange, at grundejerne optager lån i pengeinstitutterne til dækning af anlægsudgifterne.
I §§ 17-18 er givet bestemmelser om omfordeling af vejbidrag og udpantning.
I § 19, der blev indføjet under folketingsbehandlingen, er det fastsat, at primærkommunen skal bistå vejbestyrelsen for en hovedlandevej eller landevej med administrationen af vejbidrag, og § 20 indeholder klagebestemmelser.
Loven træder i kraft den 1. januar 1973.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget og fremsættelsen er forslaget udarbejdet på grundlag af udkast afgivet i 1964 af ministeriet for offentlige arbejders vejlovsudvalg. Udkastet er indeholdt i betænlming nr. 367/1964 om private fællesveje og vejbidrag. Forslaget var omformuleret i betydeligt omfang i forhold til udkastet og undergik som nævnt under folketingsbehandlingen en række yderligere ændringer.
Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget, idet dog alle ordførere gav udtryk for, at man ønskede en indgående drøftelse af en række af lovforslagets bestemmelser.
Udvalgsbehandlingen resulterede som allerede nævnt i en del ændringsforslag, stillet af ministeren og tiltrådt af udvalget. En del af ændringsforslagene var foranlediget af henvendelser fra Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening.
Ved 2. behandling blev ændringsforslagene vedtaget uden afstemning, og lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmig vedtaget med 164 stemmer.