Luk

Luk
Luk

Luk

L 189 Lov om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

(Erhvervssygdomme og Færøernes overtagelse af ulykkesforsikringsområdet som særanliggende).

Af: Socialminister Eva Gredal ()
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 272 af 26-05-1976
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved loven er gennemført følgende ændringer:

Den i selve loven hidtil optagne erhvervssygdomsfortegnelse er udgået af denne og udarbejdes nu administrativt af sikringsstyrelsen efter forhandling med et af socialministeren nedsat udvalg, som er institueret ved loven, og hvori repræsentanter for arbejdsmarkedets parter samt for sikringsstyrelsen, sundhedsstyrelsen og direktoratet for arbejdstilsynet har sæde. Udvalget er også en nydannelse gennemført ved loven. Erhvervssygdomsfortegnelsen skal — ligeledes som noget nyt — revideres mindst hvert andet år.

Der åbnes mulighed for at yde erstatning i anledning af en sygdom, som ikke er optaget i fortegnelsen, såfremt følgende forudsætninger er opfyldt: at det er godtgjort efter den nyeste medicinske erfaring, at sygdommen opfylder de krav, som stilles for optagelse i erhvervssygdomsfortegnelsen, eller at den må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Endvidere er det pålagt socialministeren at udarbejde bestemmelser om pligt for læger og tandlæger til at anmelde tilfælde af erhvervssygdomme.

Endelig er der gennemført de ændringer, som er fornødne i anledning af, at ulykkesforsikringslovgivningen er blevet et færøsk særanliggende.

Lovforslaget var baseret på et kommissionsarbejde, som vil blive fortsat med henblik på en almindelig revision af loven.

I udvalgets betænkning stillede et mindretal (SFs og DKPs medlemmer af udvalget) ændringsforslag, som tilsigtede at stille den sygdomsramte bedre i bevismæssig henseende.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 145 stemmer.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Peter Holst (V), Jørgen Junior (FP), Gunner Baunsgaard (RV), Kristine Heltberg (SF), Gerda Møller (KF), Hanne Reintoft (DKP) og Steen Folke (VS)