Luk

Luk
Luk

Luk

L 210 Lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m.v.

(Familieoverdragelse af landbrugsejendomme).

Af: Minister for skatter og afgifter Mogens Lykketoft (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 265 af 27-05-1981
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven fastsættes grundlaget for den skattemæssige beregning af afhændelsessummen for familieoverdragelse af landbrugsejendomme, der foretages efter 1. april 1981.

I de ledsagende bemærkninger oplyses om baggrunden for lovforslagets fremsættelse bl. a. følgende:

»De nuværende regler om familieoverdragelse af landbrugsejendomme går ud på, at overdragerens afhændelsessum skal opgøres med udgangspunkt i den handelsværdi, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift for erhververen af ejendommen. Denne handelsværdi skal imidlertid nedsættes med det beløb, der i forbindelse med afhændelsen er ydet som gave. Efter de gældende regler må nedsættelsen dog ikke bringe afhændelsessummen ned under den seneste ejendomsværdi med forskellige reguleringer.

Regeringen har fremsat lovforslag (se A.I. nr. 132), hvorefter 17. almindelige vurdering skal omregnes til kontantværdi, efter at den er fastsat af vurderingsrådet. Efter indførelsen af kontantvurderingssystemet vil de gældende regler om familieoverdragelse ikke medføre det samme resultat som hidtil.

Regeringen overvejer behovet for generelle lempelser af de skattemæssige regler om generationsskiftet i erhvervslivet. I disse overvejelser indgår også spørgsmålet om de fremtidige regler om familieoverdragelse af landbrugsejendomme. Det generelle spørgsmål om generationsskiftet overvejes med henblik på lovforslag i folketingsåret 1981/82.

For at undgå usikkerhed omkring familieoverdragelser i perioden mellem 1. april 1981 og tidspunktet for indførelse af nye regler om generationsskiftet foreslås derfor en overgangsordning. Efter denne ordning skal de gældende regler om familieoverdragelse indtil videre anvendes med 16. almindelige vurdering (eller evt. senere omvurdering) som grundlag for beregningen af bundgrænsen for afhændelsessummer.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 158 stemmer.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Ivar Hansen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Hagen Hagensen (KF), Ole Kalnæs (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Mimi Jakobsen (CD), Preben Wilhjelm (VS) og Ole Flygaard (DR)