Luk

Luk
Luk

Luk

L 9 Lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i beboelsesejendomme

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 459 af 05-11-1980
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Loven er en del af den beskæftigelsesplan for 1981, der er indeholdt i aftale af 5. maj 1980 mellem socialdemokratiet, det radikale venstre, centrum-demokraterne og kristeligt folkeparti. På beskæftigelsesplanen er afsat 325 mill. kr. som isoleringstilskud til lavtlønnede familier.

Lovens formål er at fremme iværksættelse af energibesparende foranstaltninger i beboelsesejendomme. Dette formål søges opnået ved, at der efter loven kan ydes statstilskud i forbindelse med gennemførelse af sådanne foranstaltninger. Tilskuddet bevirker, at boligudgiftsforhøjelsen, der er en følge af investeringen, begrænses. Loven er begrænset til at omfatte ejerboliger, hvor husstanden har en lav indkomst, samt udlejningsboliger.

Den nye tilskudsordning, som loven indebærer, afløste den hidtil gældende lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger vedrørende bygninger.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af de af boligministeren i betænkningen stillede ændringsforslag. Et ændringsforslag stillet af et mindretal (SF og VS) blev forkastet ved 2. behandling.

Lovforslaget fremsattes sammen med forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri. (A.I. nr. 7), forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter. (A.I. nr. 8), forslag til lov om ændring af lov om sanering. (A.I. nr. 9), forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene. (A.I. nr. 10), forslag til lov om tvungen administration af udlejningsejendomme. (A.I. nr. 11), forslag til lov om ændring af lov om boligsikring. (A. I. nr. 12), forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber. (A.I. nr. 13) og forslag til lov om statstilskud til forbedring og opretning qf beboelsesejendomme. (A.I. nr. 15).

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om statstilskud til forbedring og opretning af beboelsesejendomme (se nærmest følgende sag).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 94 stemmer mod 48 (V, KF, FP og DR), 1 medlem [Mølgaard (DR)] stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Keld Andersen (KF), Ole Kalnæs (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Niels Bollmann (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Niels Mølgaard (DR)