Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Efter loven oprettes 3 arbejdsmarkedsfonde:

1) Dagpengefonden, der skal finansiere arbejdsløshedsdagpenge, efterløn m.v.

2) Aktiveringsfonden, der skal finansiere den aktive arbejdsmarkedspolitik, herunder uddannelsesorlov samt efter og videreuddannelse.

3) Sygedagpengefonden, der skal finansiere syge- og barselsdagpenge samt udgifter til orlovsordninger bortset fra uddannelsesorlov. Loven udskiller statens udgifter til arbejdsmarkedet i disse tre enheder.

Finansieringen af disse aktiviteter sker ved opkrævning af øremærkede arbejdsmarkedsbidrag, også kaldet bruttoskat. Arbejdsmarkedsbidraget indføres gradvis. Fra den 1. januar 1994 skal lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende betale 5 pct. af bruttolønnen. Bidraget stiger herefter med et procentpoint om året til 8 pct. i 1998.

Arbejdsgivere skal betale bidrag fra 1997. Ved loven ophæves med virkning fra den 1. januar 1994 lov om en arbejdsmarkedsuddannelsesfond.

Hensigten med lovforslaget var ifølge bemærkningerne at synliggøre statens udgifter til arbejdsmarkedsformål med henblik på at fremme en forbedring af arbejdsmarkedets struktur. Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med såvel arbejdsmarkedsreformen (særligt L 272 og L 273) og hele skattereformen.

Lovforslaget vedtaget med 60 stemmer (S, CD, RV og KRF) mod 58 (KF, V, SF og FP).