I 1956 nedsatte ministeriet for offentlige arbejder en kommission, der fik til opgave at foretage en undersøgelse af lovgivningens regler om den formelle fremgangsmåde ved ekspropriationsforretningers foretagelse samt eventuelt at fremkomme med forslag til en generel lovgivning på dette område, herunder forslag til bestemmelser, der måtte anses for hensigtsmæssige til nærmere at udfylde reglerne i § 73 i grundloven af 5. juni 1953.

Kommissionen afgav i maj 1963 en første betænkning (nr. 330), hvori den indstiller, at der gennemføres en lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, og betænkningen indeholder udkast til en sådan lov.

Det af ministeren for offentlige arbejder fremsatte lovforslag var omtrent enslydende med kommissionens udkast, idet forslaget på enkelte punkter, hvorom der i kommissionen var uenighed, fulgte kommissionens flertal. Dog var der foretaget enkelte ændringer, hovedsagelig af redaktionel og lovteknisk art. Under behandlingen i folketinget foretoges enkelte ændringer af lovforslaget.

I sin endelige skikkelse har loven, der trådte i kraft den 1. oktober 1964, følgende hovedindhold:

I § 1 fastslås, at lovens regler finder anvendelse ved ekspropriation vedrørende fast ejendom for staten eller for koncessionerede selskaber, når der i lovgivningen er hjemlet ekspropriation til formålet.

I princippet skulle loven således finde anvendelse ved alle ekspropriationer vedrørende fast ejendom for staten eller for koncessionerede selskaber, men det fremgår af lovens § 32, at der gælder vigtige undtagelser fra dette princip. Ved § 32, stk. 2, ophæves en række udtrykkeligt nævnte, ældre bestemmelser vedrørende ekspropriation, herunder de hidtil meget benyttede regler i forordning af 5. marts 1845 angående de regler, som bliver at iagttage med hensyn til grundafståelser m. m. i anledning af jernbaners anlæg i Danmark. Alle ikke udtrykkeligt nævnte lovbestemmelser vedrørende ekspropriation opretholdes imidlertid ved siden af den nye lovs regler, og der kan som eksempler på sådanne fortsat gældende ekspropriationsbestemmelser nævnes reglerne i lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfredning, lov om byplaner, jfr. lovbekendtgørelse nr. 160 af 9. maj 1962, lov om regulering af bymæssige bebyggelser, jfr. lovbekendtgørelse nr. 129 af 13. april 1954, og lov om naturfredning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961. Det oplyses i bemærkningerne til lovforslaget, at det er hensigten senere at gennemgå alle sådanne lovbestemmelser med henblik på en koordinering med den nye lovs regler.

Lovens § 2 indeholder en almindelig, lovbestemt formodningsregel om, hvad en ekspropriationshjemmel indebærer med hensyn til ekspropriationens art og genstand, medmindre andet fremgår af den lov, der indeholder hjemmelen.

Lovens afsnit III (§§ 4-10) omhandler ekspropriationsmyndighederne og deres opgaver. §§ 6 og 7 omhandler sammensætningen af ekspropriationskommissionerne og taksationskommissionerne og indeholder regler om kommissionernes beslutningsdygtighed, og § 10 indeholder inhabilitetsregler.

Myndighedernes opgaver beskrives udførligt i det følgende afsnit i loven: „IV. Fremgangsmåden". Den heri omhandlede ordning går i sine hovedtræk ud på, at den statsmyndighed eller koncessionerede virksomhed, der søger et projekt realiseret gennem ekspropriation, fremsætter anmodning herom over for ministeren for offentlige arbejder. Ministeren henviser begæringen til behandling ved en ekspropriationskommission, der foretager en nærmere prøvelse af projektet i forbindelse med en besigtigelsesforretning. Kommissionen kan herved bestemme, at ekspropriationen kun kan gennemføres, såfremt der foretages sådanne ændringer i projektet, som kommissionen finder nødvendige af hensyn til ejere, andre rettighedshavere, almene interesser eller anlæggets hensigtsmæssige gennemførelse. Først efter denne prøvelse indkaldes til den egentlige ekspropriationsforretning.

Denne fremgangsmåde har fortrinsvis til formål at sikre en i hele samfundets interesse hensigtsmæssig udformning af projektet, samt at der ved anlæggets udformning og det konkrete ekspropriationsindgrebs detaljerede fastlæggelse tages tilbørlige hensyn til ekspropriaternes og andre udenforståendes berettigede interesser. Der åbnes ekspropriaterne, kommunalbestyrelser og andre, der har en konkret interesse i projektet, en adgang til at fremkomme med indsigelser mod dettes udformning, påpege specielle for dem bestående vanskeligheder og få disse synspunkter vurderet af et uafhængigt organ, og der er i loven indført detaljerede bestemmelser om bekendtgørelse, indvarsling m. v., der skal sikre parternes mulighed for at give deres mening til kende.

Under ekspropriationsforretningen træffer kommissionen bestemmelse om, hvorledes projektet og ekspropriationen nærmere skal gennemføres, herunder hvilke arealer, bygninger med tilbehør samt rettigheder ekspropriationen skal omfatte, og loven søger også her at sikre parternes mulighed for at fremkomme med indsigelser.

Lovens § 16 indeholder enkelte regler for specialsituationer. Medfører afståelse af en del af en fast ejendom, at den tilbageblivende del af ejendommen bliver så lille eller således beskaffen, at den ikke hensigtsmæssigt kan bevares som selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde, kan ejeren fordre, at hele ejendommen overtages af anlægsmyndigheden. Hvis erstatningen for ejendommens værdiforringelse må antages at komme til at stå i åbenbart misforhold til restejendommens værdi, kan omvendt ekspropriationskommissionen efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal afstås.

For de sidstnævnte tilfælde var det i det fremsatte lovforslag foreslået, at anlægsmyndigheden skulle kunne fordre, at hele ejendommen blev afstået, men bestemmelsens formulering ændredes ved lovforslagets 2. behandling efter forslag af folketingsudvalget i udvalgets betænkning. Ved ændringen er der givet ekspropriationskommissionen mulighed for i det enkelte tilfælde at skønne over, om sådan totalekspropriation mod ekspropriatens protest er rimelig.

Ekspropriationskommissionens afgørelse med hensyn til ekspropriationens omfang og projektets og ekspropriationens nærmere gennemførelse kan ikke indbringes for andre instanser, hverken for taksationskommissionen eller for domstolene, bortset fra at spørgsmålet, om kommissionen har holdt sig inden for lovens grænser, kan efterprøves af domstolene i medfør af bestemmelsen i grundlovens § 73, stk. 3.

Når kommissionen over for hver enkelt fremmødt har påvist, hvorledes anlægget vil berøre hans ejendom eller rettighed, og hvilket omfang afståelsen vil få, og endvidere har gjort ham bekendt med de for kommissionen om sagen foreliggende oplysninger, har parterne adgang til over for kommissionen at redegøre for de synspunkter, der efter deres formening bør have indflydelse på erstatningens fastsættelse. Kommissionen fremsætter derefter forslag til erstatningsbeløbets størrelse med angivelse af de erstatningsposter, som det omfatter. Godkendes forslaget ikke senest 14 dage efter afgivelsen, eller afvises forslaget straks af en af parterne, afsiges der kendelse om erstatningens fastsættelse.

Kendelse, hvorved erstatning gives eller nægtes, kan indbringes til efterprøvelse for vedkommende taksationskommission senest 4 uger efter, at udskrift af kendelsen er tilsendt den pågældende. Når der er særlig grund dertil, kan ministeren for offentlige arbejder dog tillade, at en sag indbringes for taksationskommissionen, uanset at begæringen er fremkommet efter udløbet af den nævnte frist.

Erstatningsbeløbene forrentes fra dagen for ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation, idet der i § 22 som en af lovens nydannelser er optaget nærmere bestemmelser herom.

Domstolsprøvelse af spørgsmål om erstatningens størrelse er sikret ved grundlovens § 73, stk. 3, og enkelte processuelle regler i forbindelse hermed findes indeholdt i den nye lov. I § 26 bestemmes det, at søgsmål om ekspropriation efter loven behandles i 1. instans ved landsret, og at sagen skal anlægges ved den ret, under hvilken den faste ejendom er beliggende. Det bestemmes tillige, at spørgsmål, der kan prøves af en taksationskommission, ikke kan indbringes for domstolene, før taksationskommissionens afgørelse foreligger.

Alle med ekspropriations- og taksationskommissionernes virksomhed forbundne udgifter afholdes enten af statskassen eller af anlægsmyndigheden, der som oftest også er en statsmyndighed. Også efterprøvelsen af en afgørelse for taksationskommission er således gratis for borgeren, hvis han da ikke selv har haft udgifter til sagfører, revisor og lignende sagkyndig bistand. Om mulighederne for at få disse udgifter godtgjort af anlægsmyndigheden bestemmes det i § 29, at vedkommende kommission kan pålægge anlægsmyndigheden at udrede en passende godtgørelse for nødvendige udgifter, som en erstatningsberettiget har afholdt til sagkyndig bistand til varetagelse af sine interesser under sagen.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i lov om bestyrelsen af de offentlige veje. Ved dets 1. behandling blev det anbefalet af Aage Knudsen (S), Aage Fogh (RV) og Arne Larsen (SF), idet dog Aage Fogh ønskede det spørgsmål overvejet, om det var nødvendigt med 2 kommissarier ved statens ekspropriationer, idet han havde erfaret, at kommissarierne aflønnedes i statens 29. lønningsklasse.

Helga Pedersen (V) havde kritiske bemærkninger såvel over for kommissionsbetænkningen som over for lovforslaget, der efter hendes opfattelse i for vidt omfang byggede på den gældende, forældede praksis, ligesom det var en mangel, at kommunernes ekspropriationer ikke var medtaget. At det nu blev lovfæstet, at formændene for taksationskommissionerne skal være jurister, var et fremskridt, men der burde yderligere stilles det krav, at formændene skulle være dommere. Ministeren for offentlige arbejder havde fået for stor magt efter lovforslagets bestemmelser. Det havde været rimeligere, om statsministeren eller måske snarere justitsministeren havde fået nogle af de beføjelser, som efter lovforslaget skulle tildeles ministeren for offentlige arbejder. Efter en helhedsvurdering af lovforslaget fandt Helga Pedersen dog, at dette bød på adskillige reelle forbedringer, og at det måtte påkalde betydelig interesse.

Hagen Hagensen (KF) fandt det uheldigt, at der var vigtige særområder, der var holdt uden for lovens område. Han var enig med Helga Pedersen i, at det måtte overvejes, hvilken magt der burde tillægges ministeren for offentlige arbejder, og også på mange andre områder var der enkeltheder i lovforslaget, der trængte til afklaring. Der var imidlertid med lovforslaget skabt et grundlag, der kunne arbejdes videre med i folketingsudvalget.

Grøndahl (Uafh) opfattede lovforslaget som et led i prisværdige bestræbelser på at udbygge og klargøre sikringen af borgernes rettigheder. Man burde dog i nogle af lovforslagets bestemmelser gå et skridt videre i retning af at lade behandlingen af ekspropriationssager følge sædvanlige retsplejeprincipper. De forskellige tidsfrister i lovforslagets bestemmelser kunne han ønske forlænget til ikke under 14 dage, og reglerne om bekendtgørelse i Statstidende af ekspropriationsforretningen burde suppleres med bestemmelser om direkte underretning til de interesserede parter. Han fandt det ligeledes vigtigt, at reglen om skønsmæssig godtgørelse af den ekspropriationsramtes udgifter til sagkyndig bistand erstattedes af en bestemmelse, der gav den ekspropriationsramte krav på at få udgifterne dækket. Hans parti ville med interesse afvente resultatet af udvalgsarbejdet i folketinget.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der stillede en lang række spørgsmål til ministeren for offentlige arbejder. I udvalgets betænkning var indeholdt følgende bemærkninger:

„En deputation for De samvirkende danske Husmandsforeninger og De samvirkende danske Landboforeninger har haft foretræde for udvalget. Under dette foretræde har man fra de pågældende organisationers side bl. a. betonet ønskeligheden af, at der skabtes en bedre forståelse mellem myndighederne og borgerne med hensyn til de undertiden meget betydelige indgreb, der ved ekspropriation blev foretaget over for borgerne. Man mente fra organisationernes side, at den pågældende borgers forhåndsindstilling kunne påvirkes i positiv retning, såfremt man fra myndighedernes side på et tidligt stadium af sagen ganske kort gjorde borgeren bekendt med hovedlinjerne i de retsregler, der er fastsat til beskyttelse af hans interesser.

Udvalget kan tiltræde disse synspunkter og skal over for ministeren for offentlige arbejder henstille, at man imødekommer organisationernes ønsker, f. eks. derved at de i lovforslagets § 3, stk. 2, omhandlede meddelelser og de i § 15, stk. 3, omhandlede indkaldelser på bagsiden forsynes med en kortfattet oversigt over lovens regler med oplysning om f. eks. frister, om regler for indkaldelser, om indbringelse af afgørelser for højere instanser og om muligheden for at få nødvendige udgifter til sagkyndig bistand godtgjort.

I denne forbindelse bemærkes specielt, at man i udvalget har overvejet at stille ændringsforslag, der præciserer, at vedkommende part skal gøres bekendt med reglen i lovforslagets § 17, stk. 2. Efter at det af ministeren for offentlige arbejder er oplyst, at parten i praksis altid vil blive gjort bekendt med reglen under forhandlingerne med den pågældende, har man imidlertid afstået fra at stille ændringsforslag, men det ovenanførte giver nu udvalget anledning til at fremhæve § 17, stk. 2, som en af de bestemmelser, som parten på forhånd bør gøres bekendt med."

Betænkningen indeholdt desuden en lang række ændringsforslag, dels stillet af udvalget, dels stillet af et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) og dels stillet af et mindretal (venstres og konservativt folkepartis medlemmer af udvalget). Ingen af ændringsforslagene vedrørte dog lovens hovedprincipper. Mindretallets ændringsforslag var ledsaget af følgende almindelige bemærkninger:

„Mindretallet har ved udarbejdelsen af disse ændringsforslag særlig lagt vægt på en af justitsministeriets lovkontor til ministeriet for offentlige arbejder afgiven udtalelse over det i kommissions- betænkningen nr. 330, 1963, indeholdte lovudkast. Det havde efter mindretallets opfattelse været ønskeligt, om regeringen ved udarbejdelsen af lovforslaget i højere grad havde fulgt de af justitsministeriet angivne, sagligt begrundede retningslinjer. I erkendelsen af, at lovforslaget imidlertid indeholder en række vigtige forbedringer i forhold til de gældende, stærkt forældede regler om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom, og under hensyn til, at der efter mindretallets opfattelse er et udbredt ønske i interesserede kredse om at få de gældende regler forbedret snarest, har mindretallet besluttet at ville medvirke til lovforslagets fremme.

Efter en indgående drøftelse i udvalget af de af justitsministeriets lovkontor stærkt kritiserede regler i lovforslagets § 11, § 12, stk. 1, og § 14, stk. 1, om den ministeren for offentlige arbejder i disse sager tillagte kompetence ønsker mindretallet at udtale, at det ganske kan tiltræde det af justitsministeriet herom anførte. Af praktiske grunde afstår mindretallet dog fra at stille ændringsforslag vedrørende disse principielle spørgsmål og skal efter omstændighederne begrænse sig til de ovennævnte ændringsforslag."

Efter at udvalgets og flertallets ændringsforslag var vedtaget og mindretallets ændringsforslag forkastet ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges lovforslaget med yderligere nogle af ministeren for offentlige arbejder stillede ændringsforslag af redaktionel art enstemmigt ved 3. behandling med 133 stemmer.