Lovens indhold er følgende:

§ 1. Loven angår ministres ansvar for deres embedsførelse. § 2. Borgerlig straffelovs almindelige del finder anvendelse. § 3. Ved anvendelsen af borgerlig straffelovs regler om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse skal en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når

1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret.

2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.

3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.

§ 4. Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse.

§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister

giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

§ 6. Straffen efter § 5 er bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.

Bødestraf fastsættes efter borgerlig straffelovs regler om dagbøder.

§ 7. Bestemmelserne i § 6 gælder kun, såfremt strengere straf ikke er hjemlet i den øvrige lovgivning.

Borgerlig straffelovs §§ 155-157 gælder ikke for ministre.

§ 8. Ministres strafansvar forældes efter borgerlig straffelovs

§§ 93-95. Forældelsesfristen er dog i intet tilfælde mindre end 5 år.

§ 9. Med hensyn til erstatningsansvar i anledning af ministres handlinger gælder de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i statens tjeneste.

Om baggrunden for lovforslaget og om de principper, der var lagt til grund for dets udformning, udtalte justitsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Som bekendt indeholdt allerede grundloven af 1849 en udtalelse om en nærmere bestemmelse af ministrenes ansvar ved særlig lov. Der er i tiden derefter gjort talrige forsøg på at gemiemføre en sådan lov. Først i 1939 lykkedes det at få en lov vedtaget [lov nr. 92 af 15. marts 1939], men denne trådte ikke i kraft. Spørgsmålet blev genoptaget under forhandlingerne i forfatningskommissionen af 1946, men under de afsluttende forhandlinger i denne kommission var der enighed om, at en del af begrundelsen for en særlig ministeransvarlighedslov ville falde bort, når man fik en ombudsmandsordning, og at det derfor ikke kunne anses for påkrævet at søge en sådan lov gennemført. Under grundlovsforslagets behandling i folketinget i 1953 blev spørgsmålet ikke rejst fra nogen side.

I 1959 nedsatte regeringen en kommission til nærmere undersøgelse og overvejelse af problemerne i forbindelse med ministres ansvar. 12 af de 13 medlemmer af kommissionen, der afgav sin betænkning i 1962, udtalte i deres indstilling, at de anså det for rigtigst ikke at søge en særlig ministeransvarlighedslov gennemført.

Denne indstilling er resultatet af en vurdering foretaget på grundlag af juridisk og administrativ sagkundskab. Regeringen har naturligvis været klar over, at andre synspunkter end juridiske og administrative kunne inddrages i overvejelserne af, om en særlig
ministeransvarlighedslov bør gennemføres. Det var på denne baggrund, at den højtærede statsminister i sin redegørelse i det høje folketing ved dettes åbning i oktober 1962 udtalte, at regeringen var rede til at deltage i yderligere overvejelser af spørgsmålet på grundlag af det materiale og den argumentation, som indeholdes i betænkningen, og sådanne yderligere synspunkter, som måtte blive fremført. Og på linje hermed erklærede statsministeren under den følgende åbningsdebat, at regeringen var villig til at medvirke til, at en særlig ministeransvarlighedslov blev gennemført, hvis et juridisk holdbart og forsvarligt grundlag kunne findes.

I det foregående folketingsår fremsattes som bekendt lovforslag om ministeransvar dels af medlemmer af partierne venstre og det konservative folkeparti, dels af partiet de uafhængiges folketingsgruppe. Disse forslag blev undergivet 1. behandling i det høje folketing og behandlet i et folketingsudvalg, der imidlertid ikke nåede at afslutte sit arbejde inden folketingsårets udløb.

Såvel i det høje ting som i folketingsudvalget har jeg anført en række indvendinger imod forslagene. Disse indvendinger angår imidlertid ikke i væsentligt omfang principielle forfatningspolitiske spørgsmål, men er overvejende af juridisk karakter. Dette betyder ikke, at indvendingerne er formelle eller uvæsentlige. De vedrører b1. a. så centrale spørgsmål som fastlæggelsen af forholdet mellem ministeransvarlighedslovens regler og reglerne i anden lovgivning samt spørgsmål om nærmere præcisering af ansvarsbestemmelsers rækkevidde og om, hvilke hensyn der herved bør tages til ellers anerkendte og væsentlige principper i strafferet og erstatningsret. Indvendingerne er af en sådan karakter, at det efter regeringens opfattelse ikke ville være teknisk muligt at tilgodese dem ved udformning af ændringsforslag til de fremsatte lovforslag.

På denne baggrund har regeringen fundet det rigtigst at udarbejde og fremsætte det foreliggende lovforslag.

Jeg skal derefter omtale nogle af de principper og synspunkter, der er lagt til grund ved lovforslagets udarbejdelse.

Det er betragtet som vigtigt, at den særlige ministeransvarlighedslov bliver udformet således, at den på udtømmende måde gør op med ministres retlige ansvar. Dette kan dog ikke ske, uden at forslaget ligesom tidligere forslag indeholder regler, der alene er henvisninger til de almindelige ansvarsregler, navnlig i straffeloven og i erstatningsretten.

I forbindelse hermed vil jeg gerne fremhæve, at det har været et væsentligt synspunkt ved forslagets udarbejdelse, at disse almindelige regler bør gælde for ministre, for så vidt der ikke ses at foreligge et behov for at opstille særregler, eller der ikke kan gives sådanne særregler en juridisk forsvarlig udformning.

Ved forslagets udformning er spørgsmålene om ministres ansvar sam lorvaltningscheler og ansvaret vedrørende deres forhold over for
folketinget tillagt særlig betydning. Den forfatningspolitiske udvikling har for længst placeret disse to ansvarsspørgsmål som de centrale, medens man ved de ældre lovforslags udarbejdelse betragtede spørgsmålet om ministres ansvar for deres virksomhed i statsrådet som et hovedspørgsmål.

Lad mig endelig nævne, at der er lagt vægt på at skabe klarhed med hensyn til forholdet mellem forslagets selvstændige regler og de regler i anden lovgivning, hvortil forslaget henviser."

Af lovens bestemmelser fastlægger § l lovens område som ministres ansvar for deres embedsførelse, d. v. s. det ansvar, med hensyn til hvilket afgørelsen henhører under rigsretten. §§ 2-8 angår strafansvaret og § 9 erstatningsansvaret. De enkelte paragraffer i det fremsatte lovforslag var kommenteret udførligt i bemærkningerne til lovforslaget.

1. behandling af lovforslaget foretoges sammen med 1. behandling af det af medlemmer af venstre og det konservative folkeparti fremsatte lovforslag om ministres ansvarlighed (se side 456) og det af medlemmer af de uafhængige fremsatte forslag til lov om ministres strafansvar (se side 438). Justitsministeren udtalte herunder, at han regnede med, at det af ham fremsatte lovforslag blev udgangspunkt i den udvalgsbehandling, som han regnede med kunne føre frem til et resultat. På socialdemokratiets vegne gav K. Axel Nielsen tilsagn om velvillig behandling af regeringsforslaget, som han fandt var det eneste af de 3 forslag til en ministeransvarlighedslov, der egnede sig til gennemførelse. Helga Pedersen (V) kritiserede regeringsforslaget på forskellige punkter, men erklærede, at hun gerne ville lade regeringsforslaget være udgangspunkt, hvis der kunne gennemføres enkelte ændringer i overensstemmelse med oppositionens ønsker. Ninn-Hansen (KF) havde ligeledes forskellige indvendinger, men han var meget tilfreds med, at det nu ved regeringsforslagets fremsættelse var fastslået, at man ville få en ministeransvarlighedslov. Helge Larsen (RV) og Aksel Larsen (SF) foretrak af de 3 lovforslag regeringsforslaget. Iver Poulsen (Uafh) havde en række indvendinger imod såvel principper som enkeltheder i regeringsforslaget. Han håbede at få adgang til at deltage i udvalgsarbejdet ligesom i forrige samling.

De 3 lovforslag henvistes til behandling i et udvalg, som afgav en samlet betænkning over dem. Det anførtes, at ved drøftelsen af det af de uafhængige fremsatte lovforslag havde ordføreren for forslagsstillerne Iver Poulsen deltaget. Udvalget indstillede regeringsforslaget til vedtagelse med 3 ændringer. Det ene ændringsforslag gik ud på at ændre ordet „ansvar" i titlen til „ansvarlighed" under henvisning til, at dette ord anvendes i grundlovens § 13. Endvidere foresloges en ændret formulering af bestemmelsen i § 3, nr. 3, om en ministers ansvar for medvirken ved en underordnets handling som følge af utilstrækkeligt tilsyn eller utilstrækkelig instruktion. Endelig foresloges indsat som ny paragraf (§ 4) bestemmelsen om ansvar for en af kongen underskrevet beslutning, hvorved det udtrykkeligt fastsloges, at ikke alene en medunderskrivende minister (grundlovens § 14), men også andre ministre, der har medvirket til beslutningens tilblivelse, er ansvarlige.

I betænkningen anførtes i øvrigt, at udvalget og ministeren var enige om, at en ministers ansvar efter § 3 ikke var betinget af, at det strafbare forhold kunne tilregnes den underordnede som forsætligt eller uagtsomt. Det udtaltes endelig, at man med justitsministeren havde drøftet spørgsmålet om en ministers retlige ansvar for tilsidesættelse af en folketingsbeslutning. Der var ikke ved lovforslaget taget stilling til, i hvilket omfang tinget efter forfatningen kan pålægge ministre pligter i beslutningsform, men i det omfang dette kan ske, ville der påhvile ministeren ansvar efter § 5 for beslutningens tilsidesættelse.

Ved 2. behandling toges det af venstre og det konservative folkeparti fremsatte lovforslag tilbage som bebudet i betænkningen og under henvisning til den opnåede enighed om en ministeransvarlighedslov. Også det af de uafhængige fremsatte lovforslag toges tilbage af ordføreren Iver Poulsen, der i øvrigt kritiserede den behandling, man havde givet hans forslag. Da det vigtigste var, at man fik en ministeransvarlighedslov, ville de uafhængige dog stemme for regeringsforslaget.

De stillede ændringsforslag vedtoges, og lovforslaget gik til fornyet udvalgsbehandling. Tillægsbetænkningen gik ud på, at udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret, og ved 3. behandling vedtoges forslaget enstemmigt.