Luk

Luk
Luk

Luk

L 64 Lov om en undersøgelse af visse forhold vedrørende post- og telegrafvæsenet.

Af: Justitsminister Ole Espersen (S)
Samling: 1981-82 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 85 af 17-03-1982
Efter 1. behandling henvist til et udvalg bestående af 17 medlemmer: Ninn-Hansen (KF), Collet (KF), Grove (KF), Brøndsted (V), Svend Erik Hovmand (V), Glensgård (FP), Chr. Christensen (KrF), Nør Christensen (CD), Erik B. Smith (S), Jytte Andersen (S), Camre (S), Knud Damgaard (S), Henning Jensen (S), Jimmy Stahr (S), Bernhard Baunsgaard (RV), Margrete Auken (S) og Waldorff (VS) samt 12 stedfortrædere: Burgdorf (KF), Annelise Gotfredsen (KF), Bjørn Elmquist (V), Bertel Haarder (V), Dohrmann (FP), Knud Lind (FP), Bollmann (CD), Normann Andersen (S), Karl Nielsen (S), Bilgrav-Nielsen (RV) Ebba Strange (SF) og Ingerlise Koefoed (SF).

Loven medfører, at der nedsættes en kommissionsdomstol, der skal undersøge og redegøre for de ledelses- og bevillingsmæssige forhold vedrørende post- og telegrafvæsenet med udgangspunkt i rigsrevisionens beretning af 6. august 1981 om post- og telegrafvæsenets ressourceforbrug og ressourcestyring i 1980 og statsrevisorernes bemærkninger af 19. august 1981. Undersøgelsen skal særlig have til formål at klarlægge, om der foreligger fejl eller forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført.

Kommissionsdomstolen skal med de fravigelser, der følger af loven selv, anvende retsplejelovens regler i forbindelse med undersøgelsen, herunder reglerne om vidnepligt og om offentlige retsmøder.

Kommissionsdomstolen skal bestå af 3 medlemmer, hvoraf formanden skal være højesteretsdommer, mens de øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i ledelsesopgaver og offentlig forvaltning.

Til belysning af baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget, der var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1981-82, 1. samling fremsat lovforslag (se herom årbogens omtale heraf 1. samling, A.II. nr. 22), tjener følgende citater fra den af finansudvalget den 4. september 1981 afgivne beretning over den af rigsrevisionen til statsrevisorerne afgivne beretning af 6. august 1981 om post- og telegrafvæsenets ressourceforbrug og ressourcestyring i 1980 (se Folketingstidende 1980-81, tillæg B, sp. 1793).

»Efter fremsættelsen af tillægsbevillingslovforslaget for finansåret 1980 fik finansudvalget fra ministeren for offentlige arbejder meddelelse om, at der fejlagtigt i post- og telegrafvæsenets bidrag til lovforslaget ikke var medtaget et beløb på 72 mill. kr. svarende til 57,3 mill. kr. i januar 1979-prisniveau.

På baggrund dels af denne mangel vedrørende post- og telegrafvæsenets bidrag til tillægsbevillingsforslaget for 1980, dels af det merforbrug, som i øvrigt fremgik af lovforslaget, fandt finansudvalget det påkrævet, at der foretoges en tilbundsgående revisionsmæssig undersøgelse og bedømmelse af post- og telegrafvæsenets budget- og regnskabssystem, ressourceforbrug og ressourcestyring i overensstemmelse med lov nr. 321 af 26. juni 1975 om revisionen af statens regnskaber m.m. § 3.

Under henvisning til lov om statsrevisorerne nr. 322 af 26. juni 1975 § 2, stk. 4, og den af folketinget den 20. juni 1975 vedtagne beslutning om statsrevisorernes valg og virksomhed §§ 9 og 10 anmodede finansudvalget derfor i skrivelse af 6. februar 1981 statsrevisorerne om at ville foretage en sådan undersøgelse og bedømmelse.

På et den 10. februar 1981 afholdt møde besluttede statsrevisorerne at imødekomme finansudvalgets anmodning og bad i overensstemmelse hermed rigsrevisor om at anstille undersøgelse over og afgive beretning om sagen.

Under hensyn til indholdet og karakteren af statsrevisorernes bemærkninger til rigsrevisors beretning og i betragtning af, at beretningen ikke i sig selv placerer ansvaret for konkrete fejl eller forsømmelser, finder udvalget, at der bør nedsættes en kommissionsdomstol med den opgave at gennemgå ledelsesforholdene i post- og telegrafvæsenet med særligt henblik på at klarlægge, om der er grundlag for at gøre ansvar gældende for fejl eller forsømmelser, og at en sådan kommissionsdomstol bør have en så bred sammensætning, at det sikres, at såvel juridiske som økonomiske, administrative og tekniske spørgsmål kan klarlægges.

Udvalget har noteret, at der af regeringen er truffet beslutning om at søge en sådan kommissionsdomstol nedsat, og at regeringen straks efter påbegyndelsen af det nye folketingsår vil fremkomme med lovforslag herom.«

I den af udvalget afgivne betænkning blev der af et flertal (udvalget med undtagelse af SF, FP og VS) stillet et ændringsforslag, der indebar, at kommissionsdomstolen også skulle undersøge de ledelses- og bevillingsmæssige forhold i post- og telegrafvæsenet i tiden efter 1980 og frem til lovens ikrafttræden.

Efter at dette ændringsforslag var blevet vedtaget uden afstemning ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 147 stemmer mod 4 (VS).
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Erik Ninn-Hansen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Ole Henriksen (SF), Ebba Strange (SF), Helge Dohrmann (FP), Leif Glensgård (FP), Frode Nør Christensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Christian Christensen (KrF)