Luk

Luk
Luk

Luk

L 13 Lov om ændring af våbenloven og om ændring af lov om jagt og vildtforvaltning

(Kontrolordning for glatløbede haglgeværer m.v.).

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1983-84 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 297 af 06-06-1984
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven inddrages glatløbede haglgeværer under våbenlovens kontrolordning, dog således, at indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har våbenpåtegning på medlemsbeviset, uden våbentilladelse til eget brug kan erhverve, besidde, bære og anvende glatløbede haglgeværer. For så vidt angår denne ret for medlemmer af skytteforeninger tydeliggjordes dette ved ændringsforslag, som justitsministeren og udvalget stod bag.

I forhold til lovforslaget ændredes endvidere overgangsbestemmelsen efter forslag fra det radikale venstres medlem af udvalget, således at personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af glatløbede haglgeværer, kun har ret til fortsat at besidde disse, hvis besiddelsen anmeldes til politiet senest 1 år efter lovens ikrafttræden. I lovforslaget var der ikke stillet krav om en sådan anmeldelse.

Socialdemokratiets og SFs medlemmer af udvalget stillede ændringsforslag om, at den fortsatte besiddelse af glatløbede haglgeværer skulle være betinget af en tilladelse, der kun skulle gives, såfremt ansøgeren opfyldte de almindelige vandelsmæssige betingelser for at få våbentilladelse. Dette ændringsforslag blev forkastet.

Lovforslaget er udarbejdet på grundlag af en beretning afgivet af justitsministeriets arbejdsgruppe vedrørende våbenlovgivning (betænkning nr. 966/1982). Lovforslaget havde tidligere været fremsat to gange. Det blev første gang fremsat den 15. april 1983 (se Folketingsårbog 1982-83, side 222) og anden gang den 6. oktober 1983 (se under 1. samling, A.II. nr. 27).

Lovforslaget blev vedtaget med 152 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 5 (FP og FD).
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Helge Adam Møller (KF), Helge Sander (V), Ruth Olsen (SF), Birgith Mogensen (CD), Bernhard Baunsgaard (RV), John Arentoft (FP) og Jens Kristian Steffensen (KrF)