Luk

Luk
Luk

Luk

L 15 Forslag til lov om ændring af lov om mægling i arbejdsstridigheder.

(Afstemnings- og sammenkædningsreglerne).

Af: Arbejdsminister Jytte Andersen (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 9.

Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Loven ændrer afstemningsreglen i forligsmandsloven. Hvis stemmeprocenten er over 40, kræves der almindeligt flertal til at forkaste et mæglingsforslag på lønmodtagersiden, og hvis stemmeprocenten er under 40 kræves tillige, at mindst 25 pct. af de stemmeberettigede har stemt nej.

Betingelsen for sammenkædning af mæglingsforslag er også ændret. Det er nu en udtrykkelig betingelse, at forhandlingsmulighederne på et område er udtømt, før et mæglingsforslag på det pågældende område sammenkædes med mæglingsforslag på andre områder.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at lovforslaget blev fremsat på baggrund af et fælles forslag fra Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening. Lovforslagets del vedrørende sammenkædning af mæglingsforslag var et forsøg på at imødekomme kritik af de hidtidige danske regler herom fra ILO.

Lovforslaget vedtaget med 111 stemmer (S, V, KF, RV, EL og CD) mod 6 (FP og DF); 10 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Charlotte Antonsen (V), Brian Mikkelsen (KF), Aage Frandsen (SF), Aage Brusgaard (FP), Jette Gottlieb (EL), Addi Andersen (CD) og Poul Nødgaard (DF)