Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Poul Schlüter, Erik Hansen (Vejle amt), Stæhr Johansen, Finn Jørgensen, Holmberg, A. Chr. Andersen [formand], Hauch, Martin Pedersen [næstformand], Amtoft, Valbak, Ove Hansen, Gorrsen, Grünbaum, Thomas Have, Hans Hækkerup, Egon Jensen og Arne Larsen.
Efter loven vil kommunernes vejudgifter i finansåret 1971-72 kun blive refunderet i overensstemmelse med vejtilskudslovens regler, såfremt udgifterne ikke overstiger gennemsnittet af hver enkelt kommunes anerkendte refusionsberettigede vejudgifter i regnskabsårene 1966-67, 1967-68 og 1968-69 med tillæg af 15. pct. eller med et beløb på indtil 6.500 kr. pr. km af kommunens samlede længde af offentlige veje.
Lovforslaget, der var et led i de af regeringen vedtagne besparelser på statens anlægsbudget, var en genfremsættelse af det den 1. juni 1970 fremsatte lovforslag, se omtalen i folketingsårbog 1969-70, side 486-87. Ifølge lovforslagets bemærkninger indebærer loven, at statens udgifter til refusion af vejudgifterne i 1971-72, der udbetales til kommunerne i 1972-73, vil andrage ca. 500 mill. kr., hvilket betyder en besparelse på statsbudgettet på ca. 100 mill. kr.
Ved 1. behandlingen gav Ove Hansen (S) udtryk for meget store betænkeligheder ved lovforslaget, og han kunne ikke på forhånd give tilslutning til dets gennemførelse. Det var ikke hans opfattelse, at der blev brugt for mange penge til vejarbejder, og han udtrykte også ængstelse for, at lovforslaget måske kunne genere beskæftigelsen, hvis det blev vedtaget. I øvrigt mente han, at mange af regeringens refusionsbesparelser ville komme til at virke særlig hårdt på mindre og jævne indtægter som følge af kommunernes proportionale beskatningsform.
Poul Schlüter (KF) fandt, at forslaget ville give et rimeligt samlet resultat. Han kunne anerkende såvel de sparebestræbelser, der lå til grund for lovforslaget som de i forslaget indeholdte principielle tanker om en bedre budgetkontrol og en tilstræbt ligevægt i forholdet mellem besparelser på de kommunale og de statslige veje.
På venstres vegne beklagede Holmberg, at det havde været nødvendigt at fremsætte lovforslaget, som han imidlertid alligevel fandt velbegrundet under hensyn til den økonomiske situation. Når det er nødvendigt, at staten viser tilbageholdenhed, „ville det være lidt urimeligt, om kommunerne bare kunne investere løs og sende regningen til staten bagefter på ca. halvdelen af beløbet."
Martin Pedersen (RV) kunne som de to foregående ordførere anbefale forslaget til velvillig behandling. Han mente, at de større kommuner, der var en følge af kommunesammenlægningerne, ville afbøde de vilkårligheder, lovforslaget måske ellers kunne medføre.
Arne Larsen (SF) fandt det svært på det foreliggende grundlag at tage stilling til lovforslaget. Efter hans opfattelse kunne man i og for sig godt i nogle år neddæmpe aktiviteten på de sekundære veje, men målsætningen måtte så være en forøget aktivitet på statsvejene. Han frygtede lovforslagets virkning for kommunerne i udviklingsområderne med nye boligcentre, hvor man kunne risikere, at udviklingen ville gå mere eller mindre i stå.
Ministeren for offentlige arbejder oplyste i sit svar til ordførerne bl. a., at man på grundlag af de seneste tal måtte regne med en besparelse for staten på 140 mill. kr., hvortil kom en aktivitetsnedgang for amter og kommuner på 210 mill. kr., altså en samlet besparelse på vejområdet på ca. 350 mill. kr.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede det til vedtagelse med en enkelt af ministeren foreslået ændring, som var af redaktionel karakter. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, men ønskede nærmere at redegøre for sin stilling ved forslagets anden behandling.
Ved 2. behandling oplyste mindretallet, at man ved tredje behandling ville stemme imod lovforslaget. Som begrundelse anførtes bl. a., at man måtte se det foreliggende lovforslag som led i den af regeringen iværksatte byrdefordelingsreform, som mindretallet ikke havde kunnet tiltræde.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 78 stemmer (KF, V, RV) mod 46 (S, SF og VS).