Luk

Luk
Luk

Luk

L 254 Forslag til lov om statsgaranti for gældssaneringslån til jordbrugere.

Af: Landbrugsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven medfører, at der kan ydes statsgaranti for lån, der optages i Dansk Landbrugs Realkreditfond til sanering og omlægning af gæld.

Garantien kan ydes for lån til ejere af jordbrugsbedrifter,

- hvis husstanden yder en arbejdsindsats på bedriften på mindst 900 timer pr. år, eller hvis ansøger har jordbrug som hovederhverv,

- hvis gældsprocenten udgør mindst 70,

- og hvis ansøger har økonomisk overlevelsesevne. Lånet kan udgøre indtil 30 pct. af ejendommens kontantværdi.

Endvidere medfører loven fritagelse for stempelafgift for lånet.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget indgik i regeringens landbrugspakke til afhjælpning af landbrugssektorens nuværende problemer.

I tilknytning til lovforslaget fremsatte boligministeren lovforslag nr. L 246 om ændring af realkreditlov og af lov om Dansk Landbrugs Realkreditfond. (Stående indekslån i landbrugsejendomme og fritagelse af visse lån for tinglysningsafgift).

Det fremgik endvidere, at baggrunden for lovforslaget var, at regeringen fandt, at der skulle gøres en særlig indsats for landmænd, der udviste gode indtjeningsforhold i deres bedrift, men hvis overlevelsesevne var truet som følge af høj gæld.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af ændringsforslag stillet af landbrugsministeren.

Lovforslaget vedtaget med 66 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP); 43 (KF og V) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Henrik Dam Kristensen (S), Christian Mejdahl (V), Jens Peter Rønholt (KF), Aage Frandsen (SF), Niels Højland (FP) og Svend Aage Jensen (CD)