Luk

Luk
Luk

Luk

L 175 Forslag til lov om ændring af de kommunale styrelseslove.

(Lokaludvalg m.v.).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver kommunerne adgang til at nedsætte lokaludvalg, der med selvstændig beslutningskompetence kan varetage en række kommunale opgaver inden for det tekniske område, arealanvendelsesområdet, miljøområdet, skole- og fritidsområdet, det kulturelle område og det sociale område. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere regler for lokaludvalgenes beslutningskompetence, og reglerne skal godkendes af indenrigsministeren.

Loven begrænser endvidere antallet af kommunale takster, der skal vedtages af kommunalbestyrelsen i et møde, og ophæver endelig bestemmelsen om, at kommunalbestyrelsesmedlemmers strafbare pligttilsidesættelser skal behandles som statsadvokatsager.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det blev fremsat, fordi kommunernes adgang til at nedsætte lokaludvalg blev ophævet med frikommuneordningens ophør, men at man ønskede at bevare dem, fordi erfaringerne med lokaludvalgene havde været gode.

De øvrige ændringer var ifølge lovforslaget dels et ønske fra Kommunernes Landsforening, dels en følge af ændringen i retsplejelovens påtaleregler.

Lovforslaget vedtaget med 69 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 51 (KF, V og FP).
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Mariann Fischer Boel (V), Torben Rechendorff (KF), Pernille Frahm (SF), Poul Nødgaard (FP) og Vibeke Grønbæk (RV)