Ved lov nr. 50 af 8. marts 1967 om boligsikring gennemførtes en social boligsikringsordning, der tilsigtede at give befolkningsgrupper med lavere indtægter bedre muligheder for at opretholde eller skaffe sig et rimeligt boligforbrug og således, at ydelserne i højere grad afpassedes efter den enkeltes økonomiske forhold. Der henvises til omtalen i folketingsårbogen 1966-67, side 272 ff.
Imidlertid gjorde de forestående ændringer i skattelovgivningen: ændring af indkomstbegrebet (bortfald af skattefradragsret) i 1968-69 og derefter indførelse af kildeskattesystemet, jfr. lov nr. 100 af 31. marts 1967 om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v., det nødvendigt også at ændre loven om boligsikring, idet dennes indkomstgrundlag var den hidtil gældende skattepligtige indtægt.
Beregning af boligsikring sker nu efter lovændringen, der trådte i kraft den 1. april 1968, på følgende måde.
Som hidtil er det efter lovens § 2 en betingelse for ydelse af boligsikring, at lejen overstiger et vist grænsebeløb, nemlig det grænsebeløb, der efter særligt fastsatte regler, jfr. nedenstående tabel, svarer til boligtagerens husstandsindkomst.
Ved husstandsindkomst forstås i henhold til § 7, stk. 1, summen af de indkomster, der for boligtageren og medlemmerne af hans husstand er taget i betragtning ved fastlæggelsen af grundlaget for den foreløbige skattesvarelse for det pågældende indkomstår efter kildeskattelovens afsnit V. Beløbet afrundes nedad til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb. For husstande med børn fradrages inden afrundingen 2.500 kr. for det første barn og 1.500 kr. for hvert af de øvrige børn i husstanden.
Boligsikring ydes med 3/4 af forskellen mellem den årlige leje og det omtalte grænsebeløb. Den årlige boligsikringsydelse kan dog ikke overstige de i skemaet angivne procenter af lejen.
Forholdet mellem husstandsindkomst, grænsebeløb og den maksimale boligsikring i procent af lejen er fastsat således:
[Se tabel i Folketingsårbogen, 1967-68, side 263]
Ifølge § 2, stk. 4, forhøjes procentsatsen for husstande med kun én voksen og ét barn med 5.
Endelig er i § 2 fastsat, at boligtagerens udgift til leje ikke ved boligsikring kan nedbringes til mindre end 1.200 kr. årligt, og at boligsikring ikke kan ydes, hvis husstandsindkomsten er højere end 40.000 kr.
For pensionister m. fl. indeholder § 3 gunstigere regler. De i § 2, stk. 3, nævnte procenter for husstande uden børn forhøjes, hvis husstandsindkomsten er:
0—12.000 kr. til 70 pct.
13.000 kr. til 60 pct.
14.000 kr. til 50 pct.
15.000 kr. til 40 pct.
16.000 kr. til 30 pct.
17.000 kr. til 20 pct.
Boligtagerens udgift til leje kan i dette tilfælde ikke ved boligsikring nedbringes til mindre end 900 kr.
Endvidere er ved lovændringen indført følgende nye bestemmelser:
Ved et nyt stykke 4 til § 4 er fastsat, at hvis lejen overstiger halvdelen af boligtagerens indkomst og det efter en samlet vurdering af hans økonomiske og personlige forhold findes urimeligt, at der ydes boligsikring efter lovens almindelige regler, kan kommunalbestyrelsen afslå ydelse af boligsikring eller bestemme, at denne skal ydes med nedsat beløb.
Et nyt stykke 5 til lovens § 4 fastsætter, at den årlige boligsikringsydelse ikke kan overstige 8.100 kr., medmindre der i konkrete tilfælde efter kommunalbestyrelsens skøn foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde en højere ydelse. Denne bestemmelse indsattes først i lovforslaget under dettes behandling i folketinget.
Ny er også lovens § 10, hvorefter løbende boligsikringsydelser reguleres hver 1. juli efter de ændringer i beregningsgrundlaget, der måtte være sket siden den sidst foretagne beregning.
Såfremt der imidlertid i årets løb sker nedgang i husstandsindkomsten, eller antallet af børn i husstanden forøges, eller lejen forhøjes, vil en hertil svarende forhøjelse af boligsikringsydelsen dog kunne ske med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter indgivelse af ansøgning herom til kommunalbestyrelsen. Det er blevet pålagt kommunalbestyrelserne skriftligt at gøre boligtagerne bekendt med adgangen til disse forhøjelser af boligsikringen, samt at det er et vilkår for regulering, at ændringen i boligtagerens forhold er væsentlig og af varig karakter.
Også disse bestemmelser blev først indsat i loven under lovforslagets behandling i folketinget.
Ved fremsættelsen anførte boligministeren bl. a. om baggrunden for det fremsatte lovforslag:
„Det indkomstbegreb, som loven (den gældende lov) opererer med, er den skattepligtige indkomst, og ved skattelovgivningens ændring af dette begreb forrykkes således det grundlag, hvorpå boligsikringen beregnes. Det er derfor nødvendigt at foretage i hvert fald en rent talmæssig revision, men denne giver samtidig anledning til en række spørgsmål af forskellig art.
Der er først selve indkomstgrundlaget.
Ved behandlingen i sin tid af forslaget til lov om boligsikring blev dette spørgsmål drøftet meget indgående. Det var almindeligt erkendt, at den skattepligtige indkomst ikke i alle tilfælde giver korrekt udtryk for den enkelte lejers behov for boligsikring. Når man alligevel gik ind for dette begreb, var det hovedsagelig ud fra administrative hensyn, men man lagde vægt på, at spørgsmålet blev taget op på ny i forbindelse med den lovændring, som nu forestår.
Det har derfor været overvejet meget nøje, om man nu burde vælge et andet indkomstgrundlag, men disse overvejelser er resulteret i forslag om, at den skattepligtige indkomst også i fremtiden danner grundlag for beregning af boligsikring.
Der er herved lagt vægt på, at de administrative hensyn stadig gør sig gældende med lige stor vægt. Såvel ved en lejers første ansøgning om boligsikring som ved de årlige reguleringer af boligsikringsydelsen skal de kommunale myndigheder kunne kontrollere indkomstgrundlaget. En sådan kontrol kan lettest etableres i samarbejde med skattemyndighederne, hvorimod en særlig „boligsikringsligning" ville være forbundet med betydeligt administrativt besvær, fordi boligsikringsmyndighederne i så fald selv må udøve kontrollen.
Som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne til lovforslaget, har spørgsmålet været rejst over for en række kommuner, og alle de største kommuner er ud fra samme hensyn gået ind for, at den skattepligtige indkomst bibeholdes som beregningsgrundlag.
For at råde bod på de urimeligheder, der i visse tilfælde kan blive resultatet af dette beregningsgrundlag, foreslås imidlertid indført en ny bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen kan afslå eller nedsætte boligsikring, såfremt den kontraktlige leje overstiger halvdelen af husstandsindkomsten og det éfter en samlet vurdering af boligtagerens økonomiske og personlige forhold skønnes urimeligt at yde boligsikring eller fuld boligsikring.
Det har ligeledes været overvejet, om man i forbindelse med kildeskattelovens ikrafttræden kunne indføre større samtidighed end hidtil mellem indkomst og boligsikring.
Ligesom skatterne foreslås boligsikringen beregnet på grundlag af den skønnede indkomst ved forskudsligningen. Men mens størrelsen af skatterne ret let kan bringes til at svinge i takt med stigninger og fald i indkomsten i årets løb, vil en tilsvarende automatik desværrre ikke kunne opnås for boligsikringen. Skatterne udgør en vis procent af selve indkomsten, men boligsikringen beregnes såvel i forhold til indkomsten som til huslejen, nemlig som en procentdel (75 pct.) af forskellen mellem „grænsebeløbet" og kontraktlejen og undergivet visse maksimale procentsatser, hvis størrelse ligesom "grænsebeløbet" afhænger af indtægtens størrelse.
Det lader sig derfor ikke gøre at etablere samme automatiske svingningsteknik som på skatteområdet, og samtidighed vil alene kunne opnås, hvis den ved årets begyndelse beregnede boligsikring senere reguleres, når den endelige faktiske indkomst er konstateret efter årets udgang. Ved afgørelsen af, hvor store indkomstafvigelserne skal være, før man foretager regulering, og hvor hyppigt reguleringen skal ske, må man ligeledes tillægge de administrative hensyn stor vægt, og det foreslås derfor kun at foretage regulering en gang årligt, og kun såfremt den endeligt ansatte skattepligtige indkomst afviger så meget fra den foreløbigt ansatte, at afvigelsen efter kommunalbestyrelsens skøn er væsentlig.
Endelig har det været overvejet at indføre en ny bestemmelse, hvorefter en lejers årlige boligsikringsydelse højst kan udgøre et vist beløb. I nybyggeriet uden rentesikring er den omkostningsbestemte leje jo efterhånden — i hvert fald i hovedstadsområdet — kommet op på ca. 150 kr. pr. m2 etageareal. Denne høje leje motiverer selvfølgelig, at også boligsikringen må være høj — dette er jo baggrunden for hele ordningen — men der kan bl. a. som følge af indkomstbegrebet tænkes tilfælde, hvor kontraktlejen er så høj i forhold til indtægt og husstand, at boligsikringen står i fare for at løbe løbsk. Lovforslaget indeholder derfor en ny bestemmelse, hvorefter den årlige boligsikringsydelse ikke kan overstige 8.100 kr. eller 675 kr. om måneden.
Jeg vil imidlertid gerne fremhæve, at dette er en af de bestemmelser, som må gøres til genstand for nærmere drøftelse under de kommende udvalgsforhandlinger.''
Endvidere fremhævede ministeren, at der fra flere sider havde været rejst spørgsmål om boligsikring til enkeltværelser, enten i bred almindelighed eller til sådanne enkeltværelser, som bebos af unge under uddannelse.
Bestemmelser herom var imidlertid ikke optaget i lovforslaget, dels fordi det lå uden for selve boligsikringens formål at yde støtte til disse lejemål, dels fordi en sådan nyordning ville påføre kommunerne et administrativt besvær, der ikke ville stå i rimeligt forhold til, hvad værelselejere i givet fald ville kunne opnå i boligsikring.
Ved 1. behandlingen kunne samtlige ordførere give principiel tilslutning til lovforslagets gennemførelse, idet der var enighed om, at ændringerne i skattelovgivningen måtte medføre et ændret beregningsgrundlag for boligsikringsydelserne. Der var dog en række detaljer i lovforslaget, som ønskedes nærmere undersøgt under det kommende udvalgsarbejde.
Lovforslaget henvistes til boligudvalget, som med en række af boligministeren stillede ændringsforslag, hvoraf de væsentlige er omtalt foran, enstemmigt indstillede lovforslaget til vedtagelse.
Om udvalgets overvejelser anførtes følgende i udvalgets betænkning:
„I forbindelse med gennemgangen af lovforslaget er der i udvalget blevet rejst tvivl om, hvorvidt de i § 3 omhandlede husstande (invalider, folkepensionister m. fl.) kan opnå den i § 2, stk. 4, forhøjede boligsikring, der gives til husstande med kun 1 voksen og 1 barn. Boligministeren har imidlertid oplyst, at der ikke ved lovens ændrede formulering har været tilsigtet nogen realitetsændring på dette område. Til tydeliggørelse heraf har ministeren stillet nedenstående ændringsforslag nr. 2, som tiltrædes af hele udvalget.
Under samrådet med boligministeren har udvalget drøftet forslaget om at indføre en maksimumsgrænse på 8.100 kr. for ydelse af boligsikring.
Der er i tilknytning hertil blevet rejst spørgsmål om eventuelt at erstatte forslaget enten med:
1) en regel i tilknytning til lovens § 4, stk. 3, således at kommunerne fik beføjelse til inden for visse rammer at nedsætte boligsikringsydelsen, såfremt denne skønnedes urimeligt høj, eller
2) en regel, hvorefter kommunerne fik mulighed for i tilfælde, hvor boligtagernes forhold taler derfor, at yde fuld boligsikring, uanset at denne vil overstige 8.100 kr.
I tilknytning til det afholdte samråd har udvalget fra boligministeren modtaget et notat af 14. marts 1968 om de rejste spørgsmål. Notatet indeholder nedenstående ændringsforslag nr. 3, som er tiltrådt af hele udvalget.
Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt, at man samtidig med, at boligtageren gøres opmærksom på, at væsentlige ændringer i indkomsten skal oplyses med henblik på eventuel reduktion af boligsikringsydelsen, ligeledes gør ham opmærksom på, at en nedgang i indkomsten i årets løb giver mulighed for en forøgelse af boligsikringen. Boligministerens nedenstående ændringsforslag nr. 4-8 om en ændret affattelse af §§ 7-11 imødekommer udvalgets ønske.
Under hensyn til, at boligsikringsordningens gennemførelse har medført en betydelig stigning i de udlæg, kommunerne skal foretage mod senere statsrefusion — en stigning, som navnlig vejer tungt i udviklingskommunerne — har udvalget drøftet spørgsmålet om forskudsvis udbetaling af statsrefusionen.
På den givne foranledning har boligministeren oplyst, at en ordning med forskudsvis refusion kunne tænkes gennemført enten som en generel ordning gældende for alle kommuner eller som en adgang til refusion i de tilfælde, hvor det skønnes, at forholdene gør det særlig påkrævet. En ordning som den sidstnævnte ville dog være meget vanskelig at administrere, idet der i givet fald skulle udøves konkret skøn i hvert enkelt tilfælde over vedkommende kommunes økonomiske stilling og med risiko for, at de kommuner, som fik afslag, ville føle, at de var genstand for en forskelsbehandling.
Boligministeriet har i skrivelse af 1. marts 1968 over for finansministeriet rejst spørgsmålet, om kommunernes likviditetsproblemer i forbindelse med boligsikringsordningen bør søges løst i forbindelse med løsningen af andre økonomiske mellemværender mellem staten og kommunerne, eller om der bør søges gennemført en særlig forskudsvis refusionsordning på dette område."
Ved 2. behandling vedtoges de af boligministeren stillede ændringsforslag uden afstemning, og lovforslaget henvistes derefter til fornyet udvalgsbehandling.
I udvalgets tillægsbetænkning stillede boligministeren yderligere et ændringsforslag, hvis formål dog alene var en tydeliggørelse af en i lovforslaget indeholdt henvisning til kildeskatteloven.
Ved 3. behandlingen stillede Kai Moltke (VS) 2 ændringsforslag, hvoraf det ene gik ud på, at boligsikringsloven skulle optages til revision, så at den reviderede lov kunne træde i kraft senest den 1. januar 1970. Ved det andet ændringsforslag tilsigtedes en ændring af beregningsgrundlaget for boligsikringsydelser i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed.
Imidlertid forkastedes de af mindretallet foreslåede ændringer, og lovforslaget vedtoges derefter med den af boligministeren foreslåede yderligere ændring med 145 stemmer, medens 4 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.